- Jeg udnytter, at jeg er farvet. Det er en generel tendens i samfundet i øjeblikket, at hvis man er farvet, så stemmer folk på én, siger Omar til bt.dk. Planen er at skaffe 91 pladser i folketinget og dermed flertal til næst valg.
På trods af den farvede tendens i samfundet, kommer det ikke bag på ham, at Naser Khader ikke har fået succes med sit parti.
- Naser er jo blevet så hvid, at han efterhånden skider frikadeller. VI udnytter, at Ny Alliance er på vej ned, forklarer Omar.
scroll ned for at læse mere
Børnearbejde og ungdomshøjhuse
Partiets navn er stjålet fra den gamle danske sang ’Rits rats filijong, gong, gong’, og det, mener partiets stifter, kan være en fordel.
- Det kan vi helt sikkert udnytte til vores fordel. Vi kan sende børn ud og stemme dørklokker, når vi skal skaffe vælgere, siger Omar, der pointerer, at partiet bestemt går ind for børnearbejde.
De har også en løsning på de mange uroligheder i det københavnske bybillede for tiden - Der skal bygges et ungdomshøjhus på Ørestaden.
- Der kan vi så smide aktivisterne fra Jagtvej 69 ind sammen med 2. generationsindvandrerne. Under-etagen kan vi så passende leje ud ti Dansk Folkepartis Ungdom, der så kan passe på hele banden, siger Omar om sin plan.
Kontraktpolitik og transferpriser
For at undgå at ende som Ny Alliance, hvor de kendte stak af, lige så snart det begyndte at gå ned ad bakke, vil Ny Filiongonggong i første omgang undgå at satse på kendte ansigter og indføre kontraktpolitik.
- Hvis vi hiver alle de kendte ind i politik, så er der ingen tilbage til at underholde danskerne fredag aften. Det vil gå ud over livskvaliteten, siger komikeren. Han kan dog godt gå med til at hive kendte ind, hvis det medfører en udviklingsaftale med de nuværende politikere. I så fald har han også en kandidat klar:
- Vi vil gerne have Peter Schmeichel. Han er så dejlig arisk at se på. Så kan vi også indføre en kontraktpolitik, hvilket kan forhindre folketingsmedlemmer at skifte parti efter lyst. I stedet kan man forhandle om en transferpris på folketingsmedlemmerne, siger den velovervejede kommende politiker.
Gode venner med Kina
Kina er et land i fremdrift og bliver i fremtiden et vigtigt marked for Danmark. Derfor skal vi også være klar til at se den anden vej, når de en gang i mellem slår journalister og andet godtfolk ihjel. Dog er det vigtigt for partiet at holde fast i danske værdier og ikke lade sig ’kinalisere’.
- Den kinesiske imperialisme er over os, og den er kommet i form af karaoke. Det skal vi kæmpe imod, og i partiet gør vi det ved at forbyde karaokeprogrammer på tv og tidoble afgiften på mikrofoner, siger Omar.
Et interessant punkt på partiprogrammet er en undersøgelse af masseødelæggelsesvåben på Grønland, som partiet ser som en stor trussel.
- Vi kan jo ikke være sikre. Men med et land, som i flere år har ladet se til, mens indlandsisen er smeltet lige for næsen af dem, er det klart, at de udgør en trussel mod vores fælles sikkerhed, siger han.
Omar Marzouk er ud over at være politisk aktiv også snart klar med sit nye show, som starter turné fredag den 22. februar.






















