Oliver Bjerrehuus: Gunvør og jeg skal nok overleve Big Brother

Model og tv-vært Oliver Bjerrehuus har altid været kendt for at være damernes ven. Nu skal han lukkes ind i Big Brother-huset med en række kvinder, en masse alkohol og en løssluppen stemning.

Men han lover, at forholdet til Gunvør, som han har to små børn sammen med, ikke vil forlise under det lange ophold i Big Brother huset, hvor han er afskåret fra al kontakt med sin familie.  

- Det, der betyder mest for mig, er, at jeg kommer ud af det her hus med min lidt af min værdighed intakt. Jeg har altid været aben, der brøler og laver alle fejltagelserne. Men jeg har dog aldrig fået skudt mig selv så hårdt i foden, at jeg har såret nogen, siger han med hentydning til sin kæreste, Gunvør. 

Oliver og Gunvør er gået fra hinanden flere gange. Oliver indrømmer da også, at han har fået sved på panden ved tanken om, hvad hans rolle som vært i Big Brother huset får af konsekvenser. Men han har valgt, at han vil lægge bekymringerne bag sig, når dørene lukker til huset 30 december og op til tre måneder frem.

Læs også: Oliver Bjerrehuus med i Big Brother: Glemte børnene i overvejelsen

- Jeg skal bare ind at slå håret ud. Jeg skal ikke sidde derinde og bekymre mig om tøjvask, indkøb og alt det der. Jeg skal give en forestilling, så seerne får noget at se på. Det er det, jeg gør, siger han.  

Big Brother-deltagerne bliver lukket ind i huset 30. december. Første afsnit kan ses på Kanal5 1. januar klokken 21. Temaet er 'Hemmeligheder og løgne'.

Læs også: