H. C. Andersens hus har modtaget et nyopdaget brev fra digterens hånd. Det er skrevet til studiekammeraten Christian Voigt og handler om Andersens kærlighed til hans søster.

I 1830 blev H. C. Andersen stormende forelsket i købmandsdatteren Riborg Voigt fra Faaborg, men som så mange andre af digterens forelskelser endte det med et knust hjerte.

H. C. Andersens kærlighed til Riborg Voigt varede angiveligt livet ud, og nu viser et nyopdaget brev, hvor ulykkelig Andersen rent faktisk var, da Riborg i 1831 valgte at gifte sig med sin forlovede, Poul Jacob Bøving. I et nyopdaget brev, der sandsynligvis er skrevet året efter, krænger H. C. Andersen ifølge Fyens Stiftstidende sin sjæl ud til Riborgs bror, studiekammeraten Christian Voigt.

Brevet er kommet H. C. Andersens Hus i Odense i hænde ad snirklede veje. Det var senest ejet af Riborg Voigt tipoldebarn, Kirsten Bierring, der døde i 2011. Hendes veninde, der var udpeget til arving, opdagede brevet blandt hendes papirer og gav det til Odense Bys Museer for to måneder siden.

Ægtheden er blevet verificeret af overinspektør Ejnar Stig Askgaard fra Odense Bys Museer, der aldrig var i tvivl om, at brevet var skrevet af H. C. Andersen.

»Jeg kender Andersens håndskrift, og den er så særegen, at man ikke er tvivl,« siger han til Fyens Stiftstidende.

I sine digte lægger H. C. Andersen ikke skjul på, at han stadig er forelsket i Riborg Voigt. Men i brevet til broderen forsikrer han, at han ikke længere tænker på »Madam Bøving«, som han kalder hende.

»Riborg elskede jeg, Madam Bøving tænker jeg aldrig paa, gid hun vilde gjøre det samme med mig,« skriver digteren til sin ven.

»Det er et ekstremt følsomt brev. Andersen er i sjælden grad i affekt, det kan fornemmes på både indhold og håndskrift. Det er usædvanligt at breve fra Andersen indeholder noget sådant. Han var normalt dygtig til at skjule sit hjerte,« siger Ejnar Stig Askgaard til Fyens Stiftstidende.

»Det her er et brev, der bekræfter og forstærker historien om Andersens forelskelse i Riborg Voigt. En ulykkelig forelskelse, som virkelig har gjort ondt på ham,« siger han.

I brevet beder H. C. Andersen vennen om at destruere det, efter han har læst det. Det er heldigvis ikke sket, og nu skal brevet udstilles.