Vi er radioens svar på Power Rangers, mener det nye hold på Go' Morgen P3.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Du skal stå tidligt op, hvis du vil følge med de nye værter på Go' Morgen P3. Ikke alene er syv-mandsholdet ude af fjerene, før fanden får sko på. De gør det også i et hæsblæsende tempo. Go' Morgen P3 værternes arbejdsdag starter allerede kl 4.30, hvor der varmes godt op med masser af kaffe, inden selve udsendelsen går i luften klokken seks.

»Vi vil servere nyheder og aktualitet med et glimt i øjet, og så vi vil lige skrue en ekstra tand op for det gode humør,« lyder ambitionen fra Go' Morgen-holdet. Selv mener de, at de tilsammen udgør en slags radioens svar på Power Rangers.

Forskellige våben
»Vi har forskellige styrker og våben,« forklarer de B.T.s undrende udsendte.

Fra i dag kan morgenkaffen nydes i selskab med de gamle kendinge Peter Palshøj og Christina Høier, der som noget nyt får forstærkning af medværterne Henrik Poulsen og Felix Smith fra ungdomsprogammet »Rundfunk«.

Radioprogrammets humoristiske indslag får Kanonkongen og de to stand up komikere Anders Fjeldsted og Michael Schøt ansvaret for.

Kanonkongens fornemmeste opgave er at være programmets flyvende reporter rundt i Danmark: »Jeg har en kande kaffe under armen, og så tager jeg ud og besøger de kendte, når de har fødselsdag. Mange af dem er jo allerede mine venner,« siger Kanonkongen.

Svært at sætte ord på
Derudover er holdet ikke meget for at afsløre, hvad lytterne kan forvente sig det næste stykke tid.

»Det er jo svært at sætte ord på kunst«, siger Henrik Poulsen.

Seks kække fyre og en enkelt pige - mon hele programmet går op i drengerøvshumor?

»Nej, vi er nogle drenge som er meget i kontakt med vores feminine sider,« lyder svaret.