Hollywood-legenden Max von Sydow har skrevet under på en kontrakt med folkene bag successerien »Game of Thrones«. Han slutter sig til The Lannisters, The Starks og The Targaryens fra sæson seks.

Der er godt nyt til fans af hitserien »Game of Thrones«.

Den erfarne filmstjerne Max von Sydow har nemlig takket ja til en rolle i sjette sæson af HBO-serien, skriver Entertainment Weekly på sin hjemmeside.

Max von Sydow
Max von Sydow Foto: JEAN-PAUL PELISSIER
Vis mere

Den svenskfødte stjerne, der har været med i alt fra kultklassikeren »Eksorcisten« til den kommende Star Wars-film, skal spille en velkendt rolle i serien - The Three-Eyed Raven, der allerede dukkede op i sæson fire.

Her hjalp karakteren Bran Stark til at udvikle sine overnaturlige evner, men The Three-Eyed Raven blev dengang portrætteret af skuespilleren Struan Rodger.

The Three-Eyed Raven så man dog ikke noget til i sæson fem, hvis sidste afsnit for nylig løb over skærmen, men karakteren skal efter sigende spille en afgørende rolle i den kommende sæson, hvor indspilningerne allerede er påbegyndt i Europa.

Hvor længe, Max von Sydow skal spille med i »Game of Thrones«, vides endnu ikke. Men HBO-chefen Michael Lombardo har ifølge Variety meddelt, at serien afsluttes efter mindst otte sæsoner.

Læs også:

Lørdag kom det i øvrigt frem, at serien, der har fået 24 Emmy-nomineringer, også får en anden kändis på rollelisten. Der er ifølge Entertainment Weekly tale om Ian McShane, der blandt andet er kendt fra TV-serien »Deadwood«.