Ny Bille-film: Skal filmatisere dansk klenodie

Henrik Pontoppidans »Lykke-Per« er det største værk, der nogensinde er skrevet på dansk. Det mener filminstruktøren Bille August, der netop har sagt ja til at filmatisere klassikeren.- Der findes visse historier, visse forfatteres værker, som i deres dramatiske form altid har fungeret som en slags bibel for mig, hvor jeg har kunnet læse og slå op for at lære og forstå noget om mennesket, noget om moral og etik. Sådan har jeg haft det med Lagerlöf, med Victor Hugo, med Tolstoj og med vores egen Pontoppidan, siger Bille August i en pressemeddelelse.

Han mener, at den mere end 100 år gamle historie egner sig perfekt til det store lærred.

- »Lykke-Per« er som skabt til film. Den fortjener det store publikum. Jeg har da også længe sværmet om den, men uden egentlig rigtigt at turde. Men nu har jeg endelig modet og overskuddet, og jeg glæder mig afsindigt meget til at komme i gang med at realisere projektet, siger Bille August.

Nordisk Film har erhvervet filmatiseringsrettighederne til romanen fra Gyldendal Group Agency, og hvis alt går efter planen, skal filmen indspilles i 2014.

»Lykke-Per« handler om den jyske præstesøn Per Sidenius’ søgen efter det lykkelige liv. Efter en svær opvækst i et stærkt religiøst hjem vælger Per i protest at kappe al forbindelse til familien. Han rejser til København for at studere, og her kaster han sig over livet, som åbner sig for ham i alle dets afskygninger. Samtidig med sine studier arbejder Per på et kæmpestort visionært kanalprojekt, som er så meget forud for sin tid, at de fleste anser ham for at være vanvittig.

- »Lykke-Per« har altid stået for mig som det største værk nogensinde skrevet på dansk. Dels som udviklingshistorie, men også som en fortælling om kærlighedens inderste væsen, siger Bille August.

»Lykke-Per« var medvirkende til, at Henrik Pontoppidan modtog Nobelprisen i litteratur i 1917.

Den 64-årige Bille August er i øjeblikket aktuel med filmen »Marie Krøyer«, der havde premiere i september. Han har i sin lange karriere modtaget adskillige priser, blandt andet en Oscar for »Pelle Erobreren«.

Læs også: