For Anders Matthesens er året 2005 en mulighed for at starte forfra på noget helt nyt. Men han ved endnu ikke, hvilken vej han vil vælge.
Han kom, han snadrede, han sejrede.Ifølge den kinesiske kalender var 2004 abens år. I den Danmark var det nærmere Andens år. Først med det udsolgte soloshow »Tal for dig selv«, senere hovedrollen i »Simon«, senere som manden bag megahittet »Terkel i knibe«.
Succesen har givet Anders Matthesen masser af fortjent medvind. Men også stof til eftertanke for (M)Anden, der er kendt for sin kontante stil og grænseoverskridende sprog.
»Der er mange unge drenge på kokain med en sølvkæde om halsen, der kommer hen til mig og praler med, hvor mange de har smadret og trampet på. Fordi de tror, det vil vække genklang hos mig. Der er mange børn, der bander vildt overdrevet, når jeg møder dem. Nærmest som en hyldest,« siger Anders Matthesen og tilføjer:
»Måske er mit budskab ikke klart nok endnu. Jeg synes selv, der er mange lag i det, jeg laver. Jeg fortæller historier om, hvordan vi alle sammen kan blive frustrerede. Jeg stiller spørgsmålet: Hvordan kan man blive så sur, at man har lyst til at slå børn? Jeg hylder ikke vold,« siger Anders Matthesen.
Han er næsten lige kommet hjem fra en længere rejse til Brasilien. Det har givet ny luft efter et intenst år, som reelt startede helt tilbage i sommeren 2003 med optagelserne til »Jul på Vesterbro«.
Tegner eller musiker
Matthesen har bevilget sig selv, hvad man kan kalde et »udviklingsår.« Lejligheden derhjemme flyder med dvd´er med mere end 200 afsnit af "Friends", den nyindkøbte bas, tegnepapir og malergrej. Anden har valgt at springe over, hvor gærdet er højest.
»Jeg er meget rastløs lige nu. Jeg er i tvivl om, hvor jeg skal bevæge mig hen. Den ene aften vil jeg være tegner. Den næste vil jeg lave et album med sange. Den næste igen skriver jeg en halv sitcom. Der er en masse energi som en bisværm inde i mig. Jeg ved, at den bisværm på et eller andet tidspunkt finder ud af at flyve det samme sted hen. Det giver nogle søvnløse nætter, for man kan ikke tænke sig frem til inspiration. Pludselig er den der. Det er ligesom kærlighed. Den kommer, når du mindst venter det. Det er irriterende, når det mangler. Og det er pisse svært, når det er der,« siger Anders Matthesen.
B.T. møder ham på stamcaféen på Gl. Kongevej til en snak om år ét efter 2004.
Det første, der slår én, er krøllerne på Andens berømte skaldede hoved. Helt symbolsk har Matthesen valgt at lade håret vokse. Lige så glad han er for sine mange helt unge fans, lige så skræmmende er det, når de kommer hen og tror, at de ejer en aktie i Anden.
»Mange drenge klipper sig skaldet lige som mig. Der er mange piger, der skriver til mig. De skal ikke bestemme, hvordan jeg ser ud, eller hvad jeg gør. Nogle mennesker bliver vrede over, at jeg lader håret vokse. Det viser jo bare, hvor stort behovet er for, at jeg gør noget nyt. Ellers bliver man bare et ikon eller image, der skal være på en bestemt måde,« siger Anders Matthesen.
Oplevelsen som Simon Spies på Østre Gasværk gav store oplevelser, og nye venner. Men det har måske først og fremmest lært Anden noget om skuespil. Og om ydmyghed.
En ægte gøgler
»Tidligere var jeg bare et hoved og en nervøs krop på scenen. Først og fremmest har jeg lært noget om grænser, og hvordan man bryder dem. Den første dag ved prøverne var jeg meget ydmyg overfor de rigtige skuespillere. Jeg turde ikke. Jeg måtte bilde dem ind, at jeg havde halsbetændelse. En uge senere render man rundt med maske på og råber. Jeg troede egentlig ikke, jeg havde gøgleren i mig,« siger Matthesen.
Hans humor kan være ret brutal og kontant det ene øjeblik, fyldt med overskud og glæde det næste. Som virkeligheden.
Matthesen er afdæmpet, høflig og venlig at tale med. Og meget engageret. Med den stil Anden dyrker, i radio, cd, film og shows, kan det ikke undre, at han forarger og støder.
Matthesen har i flere omgange arbejdet med børn som pædagogmedhjælper ude på Vestegnen. Han elskede børnene, men ikke arbejdet.
»Jeg forstår ikke, at folk tror, at jeg hader børn.
Altså, jeg afskyr vold, incest og pædofili. Folk kommer ind til mit omklædningsrum med deres børn og beder om min autograf. Samtidig er de trætte af, at jeg lærer sønnen at tale grimt.
Bare giv mig censur
Den vrede vil jeg ikke tage på mig. Enten må de lade være med at tage sønnen med, eller censurere mig. Det er helt cool, at forældre ser mig som det værste og forbyder deres børn at lytte. Så er der da nogen forældre, der tager deres ansvar alvorligt,« siger Matthesen.
Han skal videre ud i den kølige danske januar. På jagt efter inspiration, og et fingerpeg om den kunstneriske retning. Måske finder han svaret på turen nedad Gl. Kongevej.
»Jeg holder meget af Danmark. Jeg kan godt lide det danske vejr. Jeg går rundt om søerne hver dag, uanset om det regner eller sner. Der findes ikke dårligt vejr. Jeg elsker regn og en frostklar dag med sne. Det er vældig inspirerende. Jeg ville gå kreativt sukkerkold, hvis jeg boede i solen i Los Angeles året rundt,« siger han.
jae@bt.dk
