Den australske superstjerne bekræfter, at hun spiller med i Lars Von Triers film ’The Nymphomaniac’, Peter Aalbæk Jensen kan ikke bekræfte.

Den australske superstjerne Nicole Kidman skal være med i Lars Von Triers næste store film ’The Nymphomaniac’. Hun bekræfter sit arbejde på den danske provokatørs halvpornografiske film i et interview med det franske filmmagasin Positif. Det skriver BT.dk.

Her fortæller skuespilleren, ifølge Allocine.fr, at hun vil arbejde på ’The Nymphomaniac’ i ’et par dage’ uden at uddybe yderligere, hvad hendes rolle bliver.

Den kontroversielle instruktør har tidligere løftet lidt af sløret for, hvad man kan vente sig af filmen der kommer til at handle om en kvindes erotiske liv fra hun er 0 til hun bliver 50.

Blandt andet er der planlagt to versioner af filmen. En blød udgave til biograferne og en hård udgave til DVD’en. For selvfølgelig skal der være masser af sex i filmen.

- Som kulturradikal kan jeg jo ikke lave en film om en kvindes seksuelle udvikling fra hun er 0 til 50 uden at vise penetration, har Lars Von Trier tidligere sagt i et interview med amerikanske Entertainment Weekly.

Det er ikke første gang, Nicole Kidman stifter bekendtskab med den danske instruktør. I 2003 medvirkede hun i Lars Von Triers ’Dogville, hvor specielt en voldsom voldtægtsscene var hård for skuespilleren. Arbejdet med hele filmen har hun senere på sin hjemmeside beskrevet som værende ’dybt, provokerende, følelsesladet og bizart’, og der gik snak om, at skuespilleren og instruktøren har haft flere ophedede diskussioner med råben og skrigen.

Alligevel vender Nicole Kidman altså tilbage og kommer til at arbejde sammen med stjerner som Charlotte Gainsbourg, Stellan Skarsgard og Willem Dafoe.

Lars Von Triers producent Peter Aalbæk Jensen bekræfter kontakten med Nicole Kidman, men ikke at skuespillerindens deltagelse i ’The Nymphomaniac’ er sikker.

- Så vidt jeg ved, snakker vi med Kidman, men jeg har ikke skrevet under på nogen kontrakt. Og indtil vi har det tror vi ikke rigtig på noget som helst, siger Peter Aalbæk Jensen ifølge Fyens.dk til Ritzau.