Bodil Udsen hørte ikke til i småtings-afdelingen, hendes speciale blev de store, stride damer og hun bevarede livet igennem sin kærlighed til dem, hun kaldte afvigerne. For, som, hun sagde ”det normale er ikke særlig sjovt!” Bodil Udsens eksplosive talent rakte fra det hyggelige til det farlige. Nu er vulkanen slukket.

Da Bodil Udsen fyldte 70 år, blev hun spurgt: ”Hvem er den største nulevende danske skuespiller?”

”Jeg må jo hellere sige at det er mig – så generer jeg ikke nogen!” svarede hun, skuespillerinden hvis talent var et lys, der ikke var plads til under nogen skæppe. For det havde en helt enestående spændvidde: fra den frodige og runde folkekomedie til det isnende og dræbende drama. Bodil Udsen havde et ambivalent forhold til det at være skuespiller. Det viste sig allerede da hun var barn. ”Jeg må vel til det!” sukkede den lille pige, når hun – uopfordret – gjorde sig klar til at synge for familiens gæster. Episoden er typisk for Bodil Udsen: hun ville og hun ville ikke. Hun hadede at optræde. Og hun elskede det.

I bogen ”Velkommen” der blev skrevet om hende i forbindelse med 80 års fødselsdagen i 2005, fortæller hun om, da hun som ung spillede varieté sammen med Preben Neergaard. Han gjorde sig vildt umage for at være sjov – men publikum var ved at falde i søvn. ” Så lavede jeg bare noget åndssvagt - og huset væltede,” fortalte hun. Neergaard skumlede: ”Hvordan fa’en bærer du dig ad, menneske?” Og Bodil Udsen svarede: ”Jeg bærer mig ikke ad – jeg går bare ind og håber det bedste!”

Der var ingen hemmeligheder ved Bodil Udsens succes – hun gik rent hjem. Det var åbenlyst for enhver, at hun var skabt til at stå på scenen. Hun er blevet kaldt ”en naturkraft” og ”en kærlige djævel”. Hun blev anset for en frygtindgydende frue – men samtidig var hun én, der altid bevarede gøgleren i sig.

Bodil Udsen hørte ikke til i småtingsafdelingen, hendes speciale blev de store, stride damer og hun bevarede livet igennem sin kærlighed til dem, hun kaldte afvigerne. For, som, hun sagde ”det normale er ikke særlig sjovt!”



Nat- og dagsiden
”Hun har en nat- og en dagside - hvoraf den natten, den sorte er den mest fremtrædende,” har kritikeren Jens Kistrup sagt om Bodil Udsen store og mangesidede talent. Det er dog hendes dag-side, som mange husker bedst.

For den brugte hun i rollen, der står som indbegrebet af jovial, dansk hygge: Emma i Rottehullet i tv-serien ”Huset på Christianshavn”.

I den lyse og lystige afdeling var hun indbegrebet af det runde og folkelige og kendt for sin glubende appetit på råt kød og sin evne til at selvironiske pointer, der blev rundet af med hendes helt særlige og bragende latter-kaskader. Når hun som den moderlige Emma knappede endnu en bajer op og sagde: ”Arhh, hold da helt op!”, så var hun selve den danske folkelighed.

Men der var andre sider af Bodil: Den dæmoniske og den inderlige. Det var disse, hun brugte i sin karrierens mest uforglemmelige præstationer. Den kulsorte Bodil var hende, den skrappe dame med svovlsyreblikket - hende med skræmmende autoritet og gift i replikken…som de magtfulde, myndige matroner hun i sine velmagtsdage spillede i film som ”Slægten” og ”Min farmors hus”.

Den rørende Bodil var helt neddæmpede, en skrøbelig, næsten gennemsigtig scenekunstner – sådan som hun vil blive husket for sin allersidste store rolle, i Moliéres ”Misantropen” hvor hun spillede en manderolle så gribende at al kønsforvirring stoppede brat.

Glade dage
Fra ungdommens sprudlende sorgløshed i Cirkusrevyen bevægede hun sig over i det seriøse rollefag. Først med ”Gidslet” på Ålborg Teater, siden med ”Glade Dage” på den lille eksperimentalscene Fiolteatret. Hun var 37 da hun fik rollen, der blev hende helt store gennembrud: en uforglemmelig Winnie, denne urkraft af absurd hopla-optimisme, som vi følger mens sandbunken, hun sidder fast i, opsluger hende mere og mere, mens hun kækt konstaterer: ”Endnu en glad dag!” ”Mit livs rolle” sagde Bodil Udsen dengang, for hun forstod instinktivt, at Winnie havde samme dobbelthed som hendes eget talent. Dobbeltheden bestod i, at der - bag den braldrende facade og den fandenivoldske latter – lurede en stille, glødende fortvivlelse.

Erling Schroeder var den instruktør, der vækkede hendes omfangsrige talent. ”Du går som en ko og vralter som en and. Gå ud, tænk dig om og kom ind igen!” kommanderede han første gang de arbejdede sammen. Det blev til 30 års turbulent samarbejde. Schroeder satte hende i scene i ”Hvem er bange for Virginia Woolf?” i 1974 og de gange ”Gertrude Stein” igen-igen blev sat op. Schroeders særlige evne var – ifølge Bent Mejding - at han forstod at ”piske hende helt derud, hvor hun fik fat i de store, russiske steppefølelser”.

Ikke fra småtings-afdelingen
Bodil Udsen var ikke fra småtingsafdelinger – hendes speciale blev de store, stride damer og hendes kærlighed til afvigerne var åbenlys: det normale syntes var ikke noget for hende.

Bodil Udsen er blevet beskrevet som ”et orgelbrus af følelser” og ofte karakteriseret som en vulkan – sådan spruttede og sydede hendes temperament. Det var storslået eksplosivt…og med noget farligt indeni. Ghita Nørby, hendes gode veninde og kollega, har sagt: ”Det bruser omkring hende – og det er rart at være med indenfor i hende styrtebad!”

Instruktøren Kaspar Rostrup (der satte hende i scene i ”Medea”) har sagt om Bodils ofte hårde og grove facon, at den dækkede over umådelig følsomhed.

Bodil Udsen fandt sit fri-rum i Afrika. Her fik hendes gigtplagede krop på sine gamle dage lindring, og her følte hun sig hjemme fra det første sekund hun indsnusede den tørre, krydrede luft.

Hun forstod, hvad Karen Blixen mente med at sige, at når afrikanerne sidder meget ned, så er det ikke fordi de venter – det er fordi de lever! Bodil Udsen sad meget ned og livede meget op i Afrika.

Hun var meget selskabelig, men i udvalgte kredse. Hun stillede sjældent op til ugebladenes glas og galla. ”De eneste premierer, jeg møder op til - det er mine egne. Det er jeg jo nødt til!” som hun sagde.

Slaw i frikadellen
Såkaldt sund fornuft styrede aldrig Bodil Udsens liv – der skulle være højere til loftet. Livsangst lå heller aldrig for hende. Hun trivedes med modspil, diskussioner, debat og stærke følelser. Netop disse egenskaber gjorde hende til sjælekammerat med den store, russiske balletdanser, Rudolf Nurejev.

De blev venner for livet ved første blik. Han kaldte hende ”russisk” og ikke som de andre i vesten. ”Der var der mere slaw i frikadellen hos mig!” har hun fortalt om venskabet, der bød på masser af fælles bøf tatar og rejseoplevelser.

I bogen ”Velkommen” fra 2005 spørger forfatteren Irene Manteufel: - Tror du på Gud? ”Næh”, svarede Bodil Udsen. - Eller på noget? ”Nej, jeg synes det er rigeligt bare at sidde og kigge på træerne!”

Hele Danmark håber i dag, at der er mange træer, dér hvor hun er nu. Store og voldsomme – sådan nogle rigtige Bodil Udsen-træer!
SMS

Hitter på Facebook