Den nye Top Gear-vært Chris Evans fik det angiveligt så dårligt under optagelserne til et af de nye afsnit af bil-programmet, at han måtte skynde sig ud af en toptunet sportsvogn for at kaste op.

Det skriver flere engelske medier, heriblandt Daily Mail.

Det er næppe den bedste reklame for verdens mest populære bil-program på tv, når den helt nye vært bliver køresyg og kaster op i vejkanten. Men det er tilsyneladende lige præcis, hvad der er sket for den 49-årige Chris Evans, der sidste år overtog værtsrollen for det engelske BBC-program Top Gear.

Billeder taget tidligere på måneden viser angiveligt, hvordan den rødhårede nye vært måtte kapitulere efter en køretur med sin tyske medvært Sabine Schimtz, der selv er tidligere professionel racerkører.

Flere engelske medier har efterfølgende bragt billeder fra episoden.

Turen foregik i en spritny og Audi R8 V10, på Mazda Raceway i Monterey i Californien, hvor holdet bag tv-programmet altså måtte stoppe optagelserne, mens Chris Evans kom til hægterne igen.

Det er ikke første gang, at den nye Top Gear vært lader til at have problemer med sit nye job. Engelske medier har blandt andet tidligere spekuleret i, at Chris Evans, der førhen tjente til dagen som radiovært på BBC, har haft svært ved at skulle levere sin replikker til kameraet, når han samtidig befinder sig bag rattet i diverse superbiler.

Det skulle eftersigende have resulteret i, at den nye vært kørte galt og smadrede en spritny Jaguar, på en af sine første arbejdsdage.

BBC har dog hårdnakket afvist alle beskyldningerne om, at der skulle være massive problemer i kulisserne på Top Gear.

Chris Evans afløste sidste år den kontroversielle Jeremy Clarkson som vært på programmet, efter at sidstenævnte ikke fik fornyet sin kontrakt, efter et klammeri med en af showets producere.

De to tidligere medværter Richard Hammond og James May forlod ligeledes programmet i sympati med Clarkson, og trioen har istedet fået lov til at lave et rivaliserende bil-program for Amazon, med et astronomisk budget på mere end 45 millioner kroner per afsnit.

Den tidligere frontfigur Jeremy Clarkson (M), omgivet af sine medværter James May (V) og Richard Hammond (H).     
Den tidligere frontfigur Jeremy Clarkson (M), omgivet af sine medværter James May (V) og Richard Hammond (H).      Foto: ANDY RAIN
Vis mere