Dronningens ældste barnebarn fylder 18 år og skal vælge uddannelse og job, så han kan forsørge sig selv.

København. Mandag er en stor dag i kongehuset. Prins Nikolai fylder 18 år, og dronning Margrethe har inviteret til middag mandag aften på kongeskibet Dannebrog.

Som for enhver anden teenager, er det en stor ting at blive myndig. Også for dronningens ældste barnebarn.

Det markerer ifølge historiker Lars Hovbakke Sørensen, at prinsen nu skal stå på egne ben - også økonomisk.

Modsat sin far, prins Joachim, venter der nemlig ingen apanage, der automatisk ruller ind på lønkontoen.

- Dronningen har signaleret, at der ikke nogen af børnebørnene, andre end prins Christian (kronprins Frederiks ældste søn, red.), der skal have apanage.

- Derfor har vi en situation, hvor alle skal ud og være selvforsørgende. Men han vil stadig være en del af kongehuset og deltage i forskellige ting, men uden at få løn for det, siger Lars Hovbakke Sørensen.

Kongehuset meddelte i 2016, at man kun forventede, at kronprinsens ældste søn, prins Christian, ville modtage apanage.

De øvrige syv børnebørn skal dermed ud og tjene deres egne penge.

- Det skete, fordi man gennem længere tid havde haft en diskussion i befolkningen og i medierne om, hvorvidt det nu kunne være rimeligt, at alle dronningens mange børnebørn skal have apanage, forklarer Lars Hovbakke Sørensen.

Der følger ingen officielle opgaver med, når prins Nikolai nu fylder 18. Men kongehuset har alligevel forventninger til ham, forklarer Lars Hovbakke Sørensen.

- Han vil stadig være en del af kongehuset og deltage i fester og andre arrangementer. Så selv om han ikke får løn for det, er der en forventning om, at han deltager i et vist omfang. Men selvfølgelig ikke så meget, som dem der står længere oppe i arvefølgen, siger Lars Hovbakke Sørensen.

Han spår også, at prins Nikolai vil påtage sig en række protektioner for foreninger og lignende.

- Han vil formentlig vælge efter, hvad der interesserer ham - på samme måde, som han nu skal til at vælge, om han vil have en uddannelse og i givet fald hvilken, siger Lars Hovbakke Sørensen.

Prinsen kan frit vælge uddannelse og job, men det ligger ifølge historikeren i kortene, at han vælger en videregående uddannelse.

Prins Nikolai har siden 2014 gået på Herlufsholm Kostskole, hvor han er i gang med gymnasiet.

/ritzau/