Der er ikke meget sul på kroppen hos forfatter Johannes Møllehave, der tidligere på året faldt i sit hjem.

København. Det har været et turbulent år for den danske succesforfatter Johannes Møllehave.

Den 80-årige tidligere præst og foredragsholder faldt om 4. januar i sit hjem, og her pådrog han sig et alvorligt slag i hovedet og måtte tilbringe flere uger på hospitalet.

Sidenhen er han flyttet på plejehjem på Frederiksberg, og her har BT mødt ham til det første interview efter den alvorlige sygdomsperiode.

Ifølge avisen vejer Johannes Møllehave nu kun 60 kilo og er tydeligt mærket af sit hårde år.

- Jeg har været tæt på døden flere gange, fortæller han til BT og henviser til de blodpropper, hjertestop og bypass-operationer, han gennem de seneste 20 år har været igennem.

Over for avisen indrømmer Johannes Møllehave, at han denne gang har svært ved at komme til hægterne igen. Men den aldrende revyforfatter er afklaret med sin nuværende livssituation.

- Jeg er ikke bange for døden. Det har jeg aldrig været. Og det er heller ikke noget, jeg tænker meget over. Eller sagt på en anden måde: Jeg føler mig rolig og sikker i mit liv. Men også i min død, lyder det fra Johannes Møllehave til BT.

Han mener dog også, at han kunne være endt i en meget værre situation, hvis hans fald var gået ud over hans talegaver eller hukommelse.

- Det værste for mig ville være at få afasi, at man ikke kan tale. Og at man ikke er stand til at huske, hvad man lavede i går. Dét, man kalder Alzheimers. Man kan godt sige, at det ville være værre end døden for mig, indrømmer han.

/ritzau/FOKUS