JESUS OG JOSEFINE: Der skal mod og talent til at sende en nutidspige en tur i tidsmaskinen, tilbage til Nazaret år 12. Men det gøres i TV2s »Jesus og Josefine«, der er stort og modigt tænkt og tegner til at blive decembers bedste bud på en børne-julekalender, som voksne også kan holde ud.

Udover første afsnit har jeg smugkigget afsnit 4 og 5, og den bliver mere og mere interessant.

Hoppene mellem de to parallel-verdener (og den måde, det tegner til at de vil smitte af på hinanden) - Danmark år 2003 og Nazareth år 12 - fungerer fint. Film-eventyret forgyldes af aldeles glimrende skuespil-præstationer. Især er børnene imponerende - alle sammen: Pernille Kaae Høier som den hvidhårede danske pige Josefine, Sebastian Aagaard-Williams som den brunkrøllede Jesus, Rasmus Ott som Josefines ven, Oscar og Jonathan Werner Juel som hendes kære lillebror Lukas.

Til at skrive »Jesus og Josefine« har TV2 hyret to durkdrevne børnefilm-forfattere, Bo hr. Hansen og Nikolaj Scherfig. Det gi'r pote.

Helt ny julesang (af Martin Brygmann) afrunder hvert afsnit. Det er sød/vammel pop, som vi kender det fra Det Brune Punktum pop - desværre her uden selvironien.

»Jesus og Josefine« rammer bredt og godt - den er både noget for børn og for deres voksne. Og den gi'r masser at snakke om - både vore danske juletraditioner og noget så stort som Juleevangeliet.

»Jesus og Josefine«. Instruktion: Carsten Myllerup. TV2. Sendes kl. 20. Genudsendes næste dag kl. 17.30