Tv-show endte fredag aften i hed debat mellem Mike Tramp og Simon Kvamm. Tramp vil gerne rense luften.

Det endte med mundhuggeri, hævede stemmer og store armbevægelser, da to af Danmarks største rockstjerner, Mike Tramp og Simon Kvamm, sammen med Helle Thorning Schmidt var gæster i Clement Kjersgaards live talkshow 'Fredag til Fredag' på DR2.

- Du sidder som én, der går i 9. klasse,« lød det fra en irriteret Simon Kvamm til Mike Tramp, der netop havde hævet stemmen og givet danskere den store opsang, efter at Helle Thorning Schmidt havde prikket til ham.

- Se Mike, han keder sig rigtig meget. Kan vi ikke inddrage Mike i diskussionen? spurgte Helle Thorning Schmidt og mistede et øjeblik fokus fra diskussionen om arbejdsløshedstallene, fordi Mike ikke lagde skjult på, at han fandt samtalen langtrukken.

- Jeg er ked af det, men vi er ikke alle sammen rockstjerner,« sagde Clement og forsøgte at fortsætte interviewet med Helle Thorning Schmidt. Men så blev det for meget for Mike Tramp.

Folk bor i papkasser
- Det har ikke en skid med rockstjerner at gøre. Danskere ved ikke, hvordan andre folk i verden har det, sagde han og fortsatte:

- Min kone bor et sted, hvor folk bor i papkasser under motorveje og bliver skudt, og her brokker folk sig, hvis ikke I får penge til tiden, så I kan stå og drikke bajere på en plads. Fuck, mand! sagde en tydelig harm Mike Tramp og rystede på hovedet.

Simon Kvamm undrede sig dog meget over Mikes udtalelser.

- Jeg synes, det er komisk, at du siger de ting og så ikke gider høre på én, som prøver at lave det om. Det er ikke hendes skyld, lød det fra Simon Kvamm, der hentydede til Mikes opførsel ved at kalde ham en 9. Klasses elev.

Tidligere i showet havde Clement Kjersgaard bedt Simon Kvamm og Mike Tramp definere begrebet rock’n’roll, og hvordan man får succes, hvilket de ikke var helt enige om.

Dårlig følelse
Diskussionen mellem rockstjernerne og med Socialdemokraternes leder, Helle Thorning-Schmidt på sidelinjen endte brat, da tiden var gået. Så i går, dagen efter udsendelsen, vågnede Mike Tramp op med en rigtig dårlig følelse.

- I de sidste tre måneder har jeg været så forelsket i mit fædreland, men da jeg vågnede op i morges (i går, red.), følte jeg bare, at jeg havde lyst til at rejse. Måske virker det som en lille bagatel, men sådan følte jeg. Jeg havde sagt ja til at deltage, men jeg vidste ikke, at jeg ville blive misbrugt, siger Mike Tramp.

Han er rasende, ikke på Simon Kvamm, men på Clement og DR.

- Jeg føler mig lokket i en fælde. Jeg er meget utilfreds med, at jeg blev spillet op mod Simon Kvamm, som måske lidt står på den anden side af gaden, end hvad jeg normalt gør, siger Mike.

Men bare fordi de to sangere har forskellige opfattelser, ønsker Mike Tramp ikke, at det skal skille dem ad. Han overvejer derfor at sende et brev til Simon og sender også en åben besked til Nephew-forsangeren i B.T.

- Simon, jeg har meget respekt for dig. Det her der skete er helt forkert. For jeg har ikke noget imod dig, og jeg ville ikke debattere med dig om, hvad side på gaden, vi står på. Du spiller din musik, og jeg spiller min. Vi elsker begge musik, så skal vi ikke bare lade den være dér. Det var ikke mit valg at blive sat i kamp med dig, lyder det fra Mike.