Popikonet Michael Jackson døde i en alder af 50 år af en farlig pillecocktail, og hans læge og tætte fortrolige blev efterfølgende dømt skyldig i uagtsomt manddrab. Men nu taler lægen ud i et nyt interview og peger på nogle helt andre end ham selv som ansvarlige for popkongens tidlige død.

Faktisk var Michael Jackson, i modsætning til hvad alle skrev i dagene efter hans død i 2009, i live, da han blev bragt til hospitalet, fortæller hans læge Conrad Murray i et opsigtsvækkende interview med det australske Daily Mail.

»Jeg blev på hospitalet med ham i timevis. Da han ankom til UCLA (hospitalet red.) fandt de tegn på, at han ikke var død, men var i live. Der var tegn på liv,« siger han.

Det er den stik modsatte version af, hvad paramedicinerne har fortalt under deres vidneudsagn i retssagen mod popstjernens læge i 2011. De fortalte, at hans hjerte var holdt op med at slå, og at han var klinisk død, da han ankom til hospitalet.

Lægen fortæller nu, at han blev på hospitalet i håb om, at hans ven ville overleve.

»Jeg forlod slet ikke hospitalet før klokken seks om morgnen. Jeg tog mig af børnene, moderen, brødrene, søstrene og dem allle sammen.«

Michael Jackson blev fundet af sin læge i sit hjem i Beverly Hills kollapset, da han blandt andet havde taget for meget af nogle stærke søvndyssende piller, som han fik for søvnløshed. Conrad Murray siger nu, at det ikke er ham, der er ansvarlig, men det er de paramedicinere, som erklærede ham død.

»Jeg var der ikke, da han døde, jeg fandt ham liggende på gulvet, og jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at genoplive ham.«

Lægen fik fire års fængsel og er ved at skrive bogen, hvor han fortæller alt om stjernen - en bog som popikonet selv ønskede, Conrad Murray skulle skrive ifølge lægen.