Som 16-årig blev Henrik Nordbrandt indlagt på Rigshospitalet med anoreksi, han havde besluttet sig for at dø.
____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Der var ikke meget at råbe hurra for i digteren Henrik Nordbrandts barndom.I bogen »Døden fra Lübeck«, netop udkommet på Gyldendal, skriver han om sine første minder og frem til indlæggelsen på Rigshospitalet. Han er da 16 år, 190 centimeter lang og vejer 39 kg.
Henrik Nordbrandt led af nervøs spisevægring. En sjælden sygdom blandt drenge.
Bogen handler om barndommen og den mangel på varme og kærlighed, som til sidst førte drengen derud, hvor døden var mere attraktiv end livet.
Rigshospitalets psykiater Joseph Welner reddede hans liv. For første gang mødte Henrik Nordbrandt en voksen person, der så ham, lyttede og respekterede hans valg.
»Welner sagde, at det at begå selvmord var en eksistentiel beslutning. Hvis jeg ville begå selvmord, så værsgo, go ahead! Men det forudsatte, at jeg var i stand til at træffe beslutningen på et rigtigt grundlag. Det mente han ikke, jeg var på det tidspunkt. Hvad han sagde forekom fuldstændig logisk. Han lagde kortene på bordet, han løj ikke og forsøgte ikke at bilde mig noget ind,« fortæller Henrik Nordbrandt.
Lægen lod den Kafka-læsende dreng forstå, at det i sidste ende var hans egen beslutning, men at den først kunne træffes, når han havde fået det bedre. Nordbrandt besluttede sig for at samarbejde.
»Det var et forsøg på selvmord. Jeg gad ikke det her cirkus mere,« lyder det nøgternt fra forfatteren, der i 2000 fik Nordisk Råds Litteraturpris for digtsamlingen »Drømmebroer«.
Det var ikke første gang, at Henrik Nordbrandt havde overvejet at tage sit liv. En gang cyklede han af sted med en pistol i lommen, men også det forsøg blev opgivet til fordel for livet.
Henrik Nordbrandts anoreksi varede med hans egne ord »kort«.
»Jeg kastede ikke op. Det var ikke så dramatisk. Jeg havde bare en kolossal forbrænding. Faktisk åd jeg og tabte mig samtidig, indtil et vist punkt hvor jeg begyndte at spise mindre og mindre.«
Hans anoreksilidelse gik hurtigt over, men Henrik Nordbrandt forblev i kontakt med Rigshospitalets psykiatriske afdeling i nogle år.
I en periode havde de mistanke om, at han var autist. På et tidspunkt var situationen så alvorlig, at selv garvede læger tvivlede på, at han ville klare den.
Efter at han fyldte 20 år klarede det lidt op, og Henrik Nordbrandt har kun taget en sovepille i ny og næ, selv om der kom flere nedture. De sidste fem år har den 57-årige forfatter haft det meget bedre end før. Faktisk så godt, at han nu kan tåle at opholde sig i Danmark i længere perioder ad gangen.
Manden, der led af nervøs spisevægring, endte med at få et passioneret forhold til mad. I 1994 udsendte han kogebogen »Damelår og andre Specialiteter« om det tyrkiske køkken.
»Jeg er blevet bedre til at håndtere vanskeligheder. Det kommer af erfaring og øvelse,« siger han.
Henrik Nordbrandt blev født i 1945, den dag Shellhuset blev bombet. Hans far var flådeofficer og hans mor jurist (mest hjemmegående). Da Henrik var fem år, fik han en lillesøster, Elisabeth. Hans forældre holdt ikke særligt meget af hinanden, og de var ligeglade med børnene, skriver han.
Faderen var en tyran og moderen i perioder indlagt eller på ferietabletter. Den lille kolikplagede Elisabeth får nogle smæk og bliver ellers efterladt alene på spisebordet stærkt bedrøvet, mens moderen, som ikke kan holde pigens hyleri ud, tager Henrik med på en spadseretur. Henrik går kun med én tanke i hovedet: »Små børn falder ikke ned, små børn falder ikke ned... Små børn falder ikke ned fra borde«.
Kun når han er hos sin farfar og farmor, kan den unge Nordbrandt ånde frit. Hans mor læser og omsætter en artikel om børneopdragelse til virkelighed. Amerikanske specialister anbefaler, at man ikke tager børnene op og i det hele taget ikke krammer dem for meget. Det bliver ikke til mere end et par endefulde, men familiens psykiske kulde gnaver sig ind i den kommende forfatters barnesjæl. Henrik lider af onde drømme. Han forfølges af raslende skeletter, og han reagerer voldsomt på traurige scener.
Han mobbes i skolen. Hans far træder i karakter som handlekraftig officer. Han opfordrer drengen til at banke sine plageånder. Det gør Henrik til sidst, men da er han så meget i affekt, at han er tæt på at være sindssyg i gerningsøjeblikket.
Den følsomme dreng lærer at læse sent, til gengæld kaster han sig ud i krævende litteratur næsten fra begyndelsen. Den dag forældrene siger, at de skal skilles, bliver Henrik rigtig glad, men heller ikke det lever op til forventningerne.
Uden klare rollemodeller må Henrik Nordbrandt bygge sin egen identitet op.
»Jeg voksede op i efterkrigstiden og havde en stor følsomhed. Jeg var klar over, at der var sket noget meget grusomt. Jeg tror, at der var en kollektiv bevidsthed dengang, som jeg var en del af. Jeg havde psykiske evner, som jeg forsøgte at undertrykke. Jeg ser min sygdom som en eksistentiel konflikt, en protest mod verden.«
Henrik Nordbrandt kunne f.eks. ikke tåle at se TV-billeder fra koncentrationslejre, og han kunne få angstanfald, når garden trak op.
Nordbrandt mener ikke, han udleverer sine afdøde forældre, han gør snarere grin med dem, og han er ikke sur på nogen, understreger han. Han fik talt ud og forsonet sig med dem begge, inden de døde, hun i 1991 og han i 1995.
»Min far var fuld af selvmodsigelser. Han mødte op i sognerådet i fuld galla for at protestere mod pryglestraf. Han var officer, men kunne ikke lide at være det. Han kritiserede altid sine overordnede. Han havde en uforskammet humoristisk sans og kunne være øretæveindbydende. Jeg har da haft lyst til at skyde ham en gang eller to.«
Henrik og hans følelsesmæssigt fraværende mor var allierede.
»Far var den store fjende. Hun løj og lærte mig at lyve. Jeg undrer mig virkelig over en masse ting i min barndom, bl.a. over at hun ikke forlod ham før.«
Henrik Nordbrandt har ikke selv børn, og det er et helt bevidst valg. »Jeg synes ikke, jeg kan tage ansvaret,« siger han.
»Jeg har ikke bestilt andet end at forsøge at lægge afstand til mine forældres adfærdsmønster. Jeg har behov for at være meget alene. Når jeg har levet i et forhold, er det mig, der laver mad og vasker tøj. Det er traditionelt set en kvinderolle, men jeg har selvfølgelig gået derhjemme. I det hele taget kan jeg ikke have folk for tæt på mig.« Nordbrandt har i flere år boet alene i Tyrkiet og Spanien.
Omkring hans 18 års fødselsdag kaldte psykiater Joseph Welner ham til samtale. Det drejede sig om hans forestående militærtjeneste.
»Det kan jeg ikke tillade, og jeg håber, din far vil forstå det. For hvis du står med et ladt skydevåben, og der er en eller anden, der giver dig en ordre, så skyder du vedkommende.«
Henrik Nordbrandt griner tilfreds.
»Så jeg slap. Det skal de være glade for i forsvaret,« siger Norbrandt med endnu et anerkendende smil til den voksenperson, der gjorde hele forskellen, nemlig psykiateren Joseph Welner.
