En simpel opgave som at hyre sikkerhedspersonale til Eurovision Song Contest i København var ved at koste en aflysning af showene. Det viser et hidtil fortroligt dokument, som Metroxpress nu har fået aktindsigt i.

Fire uger inden de store show havde Wonderful Copenhagens projektselskab, der arrangerede Eurovision sammen med DR, nemlig fortsat ikke indgået en kontrakt med et sikkerhedsfirma.

Det fik DRs daværende økonomidirektør, Martin Præstegaard, til at udarbejde et syv sider langt dokument 4. april om de kritiske mangler, der truede med at sætte en stopper for hovedstadens prestigeprojekt.

»Endelig er Projektselskabet ESC 2014s leverance i forhold til sikkerhed showstoppende, hvis den ikke leveres. DR anser det for kritisk, at der på nuværende tidspunkt efter det oplyste endnu ikke er indgået kontrakt med et sikkerhedsfirma og fastlagt bemandingsplan med uddannet sikkerhedspersonale,« skriver Martin Præstegaard ifølge Metroxpress i dokumentet, der er mærket »fortroligt« og sendt til blandt andre overborgmester Frank Jensen (S) og regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S).

Og det var ikke kun DR, der frygtede for sikkerheden i København. Det samme gjorde den europæiske TV-union EBU, der er den overordnede arrangør af de årlige Eurovision-show.

»DR anser det derudover at være kritisk, at EBU har set sig nødsaget til at sende en officiel henvendelse til DR angående deres store bekymringer for sikkerheden ved ESC 2014,« skriver Martin Præstegaard i dokumentet, hvor han også kalder hele situationen for »kritisk«.

Det har ikke været muligt for Metroxpress at få en kommentar fra hverken DR, EBU eller Wonderful Copenhagen.

BNB