Nicolaj Arcels »En Kongelig affære« løb med flest nomineringer, da det torsdag blev offentliggjort, hvilke film og skuespillere der skal dyste om årets Bodilstatuetter.

Det bliver med en direkte brødreduel på programmet, når de danske Bodilstatuetter skal uddeles til marts.

De nominerede er torsdag blevet offentliggjort, og ud over at kaste en række nomineringer af sig til Nicolaj Arcels historiske drama »En Kongelig affære« afslørede nomineringer også, at Mads Mikkelsen for første gang skal dyste mod sin bror Lars Mikkelsen om en af de prestigefulde filmpriser.

Mads Mikkelsen er således nomineret i kategorien Bedste mandlige hovedrolle for sin indsats i »En Kongelig affære«, mens Lars Mikkelsen er nomineret for sin rolle i »Viceværten«.

Det har i den grad været et stort år for Nicolaj Arcels »En Kongelig affære«, der genfortæller trekantsdramaet mellem den unge dronning Caroline Mathilde, Kong Christian den 7. og kongens livlæge Struensee,

Filmen er nomineret til en Golden Globe og er i spil til en Oscar-nominering, og hvis alt flasker sig, kan den også blive den helt store topscorer ved Bodilprisen.

Her er den nemlig nomineret i hele seks kategorier: En nominering for Bedste danske film, to nomineringer i kategorien Bedste mandlige hovedrolle til henholdsvis Mads Mikkelsen og Mikkel Boe Føelsgaard. Desuden er Alicia Vikander nomineret i kategorien Bedste kvindelige hovedrolle, mens Thomas Gabrielsson kan vinde i kategorien Bedste mandlige birolle. Trine Dyrholm lukker ballet for filmen med en nominering for Bedste kvindelige birolle.

Tre andre film deler andenpladsen i nomineringskampen. Tobias Lindholms »Kapringen«, Kaspar Munks »You & Me Forever« og Henrik Ruben Genz’ »Undskyld jeg forstyrrer« har hver fået fire nomineringer.

Der skal uddeles Bodilpriser i otte kategorier: Bedste kvindelige birolle, Bedste mandlige birolle, Bedste kvindelige hovedrolle, Bedste mandlige hovedrolle, Bedste dokumentar, Bedste ikke-amerikanske film, Bedste amerikanske film og Bedste danske film.

Desuden bliver der uddelt en Æres-Bodil, en Sær-Bodil, en Bodil for bedste fotograf og Viasat Films Publikumspris.

Uddelingen foregår 16. marts på Bremen Teater i København, hvor Mikael Bertelsen skal være vært.