- Kvinders natur er ikke at støtte andre kvinder. Det er virkelig trist, siger Madonna om Clintons nederlag.

New York. Popsangeren Madonna er alt andet end tilfreds med Donald Trumps sejr i præsidentvalget, og hun beskylder de amerikanske kvinder for at være årsagen til, at Hillary Clinton ikke vandt.

- Kvinder hader kvinder. Jeg tror, det er årsagen, lyder hendes enkle analyse af valgets udfald i et interview med magasinet Billboard ifølge nyhedsbureauet AFP.

Clinton var som bekendt favorit til at vinde valget. Blandt andet på grund af en forventet stor opbakning fra USA's kvindelige vælgere.

Demokraten fik da også en anelse flere stemmer fra kvinder end republikaneren Trump, men forskellen var ikke så stor, som meningsmålinger havde indikeret.

Og blandt hvide kvinder stemte 52 procent på Trump mod kun 43 procent på Clinton ifølge CNN.

Madonna, der aktivt støttede Hillary Clintons forsøg på at blive USA's første kvindelige præsident, betegner opbakningen til Trump fra kvinder som "vanvittig højt".

Især i lyset af de vulgære og nedladende bemærkninger om kvinder som Trump blev afsløret i at have fremsagt op til valget.

At han nu alligevel er på vej ind Det Hvide Hus skyldes ifølge Madonna, at kvinder bærer rundt på en medfødt misundelse over for deres kønsfæller.

- Kvinders natur er ikke at støtte andre kvinder. Det er virkelig trist. Mænd beskytter hinanden, og kvinder beskytter deres mænd og børn, siger Madonna.

- Meget af det skyldes jalousi. En form for stammetænkning med manglende evne til at acceptere, at en af deres slags kan stå i spidsen for et land, tilføjer hun.

Madonna fortæller i interviewet, at hun kender Donald Trump og beskriver ham som "en meget venlig fyr og karismatisk på den her pralende, macho- og alfahansagtige måde".

- Folk som ham eksisterer i verden. Det har jeg det OK med. De skal bare ikke være statsledere, siger Madonna.

/ritzau/