Hun er blevet verdenskendt som Betty i successerien "Mad Men", og for sin slående lighed med skuespillerinden og prinsessen af Monaco, Grace Kelly. Men January Jones er absolut ikke interesseret i at spille Grace Kelly, selvom hun har fået flere tilbud.
Hun mener nemlig, at rollen vil ødelægge hendes karriere.
- Jeg er blevet tilbudt et par tv-film, hvor jeg skulle spille Grace Kelly, men jeg ville aldrig nogensinde røre dem med en ildtang, siger skuespillerinden.
Grace Kelly er alt for kendt til, at January Jones ville prøve at portrættere ikonet. Filmfan vil kun blive skuffede over hendes forsøg, mener hun.
- Det ville være selvmord på min karriere. Ingen ville se de film uden bagefter at sige, at jeg slet ikke er Grace Kelly, fortæller skuespillerinden til britiske The Times.
Skuespillerinden Cate Blanchett gjorde i filmen "The Aviator" forsøget på at portrættere et andet Hollywood-ikon, da hun spillede rollen som Katharine Hepburn. Og selvom January Jones synes, at hun gjorde det godt, så giver det hende ikke lyst til selv at forsøge.
- Cate Blanchett var god som Katherine Hepburn, men generelt er det ligegyldigt, hvor meget du ligner en person eller hvor god en skuespiller du er. Det er umuligt, siger hun.
/ritzau/





















