Knap er blækket tørt på Pamela Anderson og Kid Rocks skilsmissepapirer, før han har fundet sig en ny dame. Og det er ingen andre end danske Lykke May.

Den danske supermodel Lykke May har fundet sig en ny kæreste.

Men det er ikke hvem som helst, hun har fået fingrene i. Det er nemlig den amerikanske musiker Kid Rock, der i en årrække var kæreste og senest gift med den barmfagre babe Pamela Anderson.

Det nye par ankom hånd i hånd til Elton Johns store fødselsdagsfest i New York i weekenden.

Og nu fortæller flere, der var med til festen, til magasinet People, at parret så meget lykkelige og glade ud sammen.

- De dater. De har det rigtig sjovt sammen. May har før datet Steve-O (fra Jackass, red) - og hun er vild med de der 'rocker'-typer. Jeg har hørt, at Kid Rock er meget kærlig, det er rigtig sødt, siger en kilde tæt på parret til People.

Parret blev første gang set sammen allerede den 12. marts.

Et vildt par
Efter skilsmissen har Kid Rock levet det søde liv og har blandt andet optaget en fræk video, hvor han er sammen med tre kvinder på én gang.

Og i det hele taget er tit i medierne på grund af skandaløs optræden, blandt andet på grund af hans tidligere narkomisbrug og hang til at slå på paparazzi-fotografer.

Men også Lykke May er lidt af en vild pige.

Hun blev i august sidste år anholdt i USA, fordi hun stangberuset overfusede en stewardesse på et fly på vej til USA.

Hun blev dog senere løsladt og tiltalen blev frafaldet, hvis modellen ville love at tage kurser i at lære at styre temperamentet.