Mette Lisby og Jesper Bæhrenz er sammen 24 timer i døgnet. De har fire firmaer sammen, og når Mette tager på turné, tager Jesper med.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Der er problemer med produktionen af de svenske brætspil. De norske er klar i Singapore havn, før de svenske udgaver af ABC spillet er produceret. Derfor må de norske ligge og vente i havnen. Og skandinaviske børn må vente på ubestemt tid, før det nye spil når butikkerne.

»Det er den slags problemer, der er knap så sjove. Det sjove er ideerne,« siger Jesper Bæhrenz, 38 år, og mest kendt som radio- og TV-vært. Nu kører han fire virksomheder sammen med sin kone, Mette Lisby på 36 år. Hun er også kendt fra en række andre sammenhænge: Stand up-komiker, filmskuespiller og TV-vært. Nu står der altså også direktør på CV'et.

Selv om de to - sommerklædt i hvidt - ikke minder meget om de fleste andre direktører i Danmark, så tag ikke fejl. De elsker at snakke om alle detaljer ved deres virksomhed.

Det går lige fra gennemlæsning af 179 patenter på golfspil over hele verden, hvorfor kulturministeren har dræbt radio-området, den nye stand-up scene i Danmark, underlige amerikanske TV-koncepter, til produktionsproblemer i Singapore. Og Lisby og Bæhrenz er lige så hemmelighedsfulde om fremtiden som en IT-direktør på Nasdaq-børsen.

Slået hjem af TV-bosser
Ægteparret har mange jern i ilden.

De har haft både penge, energi og ideer nok til at kaste sig ud i lidt af hvert. Brætspil, TV-koncepter og radiokoncepter. Og Mette Lisbys showbiz-karriere ved siden af.

Meningen med forretnings-ægteskabet var oprindelig at lave forskellige TV- og radioprogrammer. Men fordi de områder er lidt døde for tiden - det er svært at sælge noget, der ikke er prøvet af i udlandet - har Lisby og Bæhrenz mest terninger, bræt, kort og brikker på hjernen.

»I TV er der en meget lang proces. Det tager 8-12 måneder før de kan beslutte, om de vil lave et program. Vi vil lave underholdning. Vi laver ikke boligprogrammer eller doku-soaps. Vi vil noget andet end det, TV-kanalerne vil have lige nu. Nogle af de ideer, vi har haft, har så udviklet sig til brætspil,« siger Jesper Bæhrenz.

Når man bliver slået hjem af TV-kanalerne, må man jo finde på noget andet.

»Den type programmer, som jeg helst vil lave i TV, har ikke været i særlig høj kurs de seneste år. Så vil jeg hellere bruge min kræfter på at lave ting, jeg synes er sjove. Om det så er spil, TV eller radio, er lige meget. Jeg vil have lov til at sætte mit eget fingeraftryk på tingene,« siger Mette Lisby.

Fire selskaber i ægtesengen
Indtil videre er det blevet til fem færdige spil. Et om Peter Brixtofte, der er solgt i 12.000 eksemplarer, et om Tvind-lederen Amdi, der er solgt i 6.000 styk, og et golfspil, der foreløbig er afsat 4.000 af. De har netop fået et børnespil på markedet, der hedder ABC-spillet, og så satser de på et engelsk spil (det hedder CEO), som de forsøger at sælge til USA og England. Det handler om de internationale finansskandaler og er et »dybt umoralsk spil«.

Dobbeltsengen deles af fire forskellige firmaer. Et, der tager sig af brætspil, et, der står for radio- og TV-produktion, og et, der tager sig af Mette Lisbys optrædener. Desuden er der et moderselskab.

De mange forskellige aktiviteter kan give forvirring for både dem selv og deres publikum.

»Vi har fire selskaber, fordi vi gerne vil adskille tingene. Når Mette laver stand-up, tager hun ikke 50 golfspil med under armen til publikum. Vi er ikke et omkringkørende kræmmermarked,« siger Jesper Bæhrenz.

Spillene kommer i et løbende flow med et par stykker om året. Og indimellem får Mette Lisby stadig tilbud fra TV og teater. De private lukkede show har alle dage været en af de faste indtægtskilder.

Mette og Jesper er meget sammen. Når Mette tager på turné, er Jesper med. Så de er faktisk sammen hele tiden.

Kolleger og kærester
Bliver man ikke træt af at se på den samme hele tiden?

»Nej, ikke når man laver noget forskelligt hele tiden. Da jeg var yngre, havde jeg ondt af mig selv, når jeg turnerede fredag og lørdag aften. Jeg forestillede mig, hvor hyggeligt familierne i Danmark havde det. Og jeg følte mig alene,« siger Mette Lisby.«

Udover trygheden kan de faktisk godt lide at blande arbejde og privatliv.

»Det lyder som en kliché, men det fungerer for os, fordi vi har det sjovt, når vi arbejder,« siger Jesper Bæhrenz.

»For os er det en luksus. Det er meget intenst. Vi har det vildt sjovt, og vi supplerer hinanden godt. Der er ikke noget med, at Jesper gør det, og jeg gør det. Vi tager over for hinanden, når det er nødvendigt,« siger Mette Lisby.

Der kommer et nyt spil til efteråret, og der venter også et nyt TV-job til Mette. Men hvad det nærmere går ud på, er stadig en hemmelighed.

csh@bt.dk