Når der til næste år er premiere på spillefilmen ’Bohemian Rhapsody,’om det legendariske rockband Queen, bliver det med fire relativt ukendte skuespillere i hovedrollerne

Hollywood gør klar til at udødeliggøre rock-legenden Freddie Mercury på det store lærred.

I december 2018 forventes der premiere på spillefilmen ’Bohemian Rhapsody’ om dannelsen af rockbandet Queen og deres vej imod den legendariske Live Aid-koncert i 1985.

Man går i gang med optagelserne i næste måned, og nu har 20th Century Fox afsløret, hvem der har fået til opgave at portrættere de fire bandmedlemmer i Queen.

I hovedrollen som Freddie Mercury har man valgt den 36-årige, amerikanske skuespiller Rami Malek, som har fået ros for sin rolle som Elliot Alderson i tv-serien ’Mr. Robot’. Komikeren Sacha Baron Cohen var oprindeligt tiltænkt rollen, men efter at han blev uvenner med de originale Queen-medlemmer, sprang han fra projektet.

Den 26-årige, britiske skuespiller Ben Hardy, der bedst er kendt for sin rolle som ærkeengel i superhelte-filmen ’X-Men: Apocalypse’, skal spille trommeslager Roger Taylor. 33-årige Gwilym Lee, som du måske kender som kriminalkommissær Barnabys assistent DS Charlie Nelson, skal spille guitarist Brian May, mens den tidligere børnestjerne Joe Mazzello, der spillede den lille dreng Tim i de første ’Jurassic Park’-film, fuldender firkløveret som bassist John Deacon.

Det er den succesfulde amerikanske instruktør og manuskriptforfatter Bryan Singer, der har fået ansvaret for at lave ’Bohemian Rhapsody’. Bryan Singer fik sit gennembrud i 1995 med filmen ’The Usual Suspects’ og har siden stået i spidsen for superhelte-filmserien ’X-Men’, der på verdensplan har indtjent mere end 31 milliarder kroner.

Queen havde som bekendt sin storhedstid op igennem 1970’erne og 1980’erne. Forsanger Freddie Mercurys stemme og talent for at skrive store pop og rock-symfonier som ’We Will Rock You’, ’We Are The Champions’’ og ikke mindst ’Bohemian Rhapsody’ gjorde ham til et ikon på musikscenen, og hans alt for tidlige død i 1991 efter i mange år at have levet med AIDS tog hårdt på alverdens musikelskere.

De seneste år har Queen optrådt med sangeren Adam Lambert i front. De spillede senest i Danmark sidste år på Jelling Festivalen i Sønderjylland.

Rami Malek:

Actor Rami Malek from the USA Network series "Mr. Robot" arrives at the 68th Primetime Emmy Awards in Los Angeles, California U.S., September 18, 2016. REUTERS/Lucy Nicholson
Actor Rami Malek from the USA Network series "Mr. Robot" arrives at the 68th Primetime Emmy Awards in Los Angeles, California U.S., September 18, 2016. REUTERS/Lucy Nicholson Foto: LUCY NICHOLSON
Vis mere

Ben Hardy:

Gwilym Lee:

Joe Mazello: