Efter mere end tyve års pause har Erann DD samlet sig gamle band Zapp Zapp til en genforeningskoncert den 16. juni i Tivoli.

»Når man nu har haft så meget godt sammen, så er det dumt bare at lade det ligge.«

Det legendariske danske funkorkester Zapp Zapp er efter mere end tyve års pause sammen igen.

Første gang Danmark stiftede bekendtskab med sangeren Erann DD, var netop da han i starten af 90’erne var frontmand i funkorkestret Zapp Zapp.

Bandet nåede at udsende to albums og hitte med nummeret ’You Better Believe’, før de gik i opløsning.

»Vi havde fået nok af hinanden. Vi var jo sammen hele tiden. Vi ville også forskellige ting musikalsk, så til sidst blev vi enige om at gå hver til sit,« fortæller bassist Jacob Christensen.

Mens Erann DD fortsatte først i bandet Drori-Hansen og senere for alvor slog igennem solo med albummet ’Still Beliving’ i 2000 forsvandt de to resterende Zapp Zapp-medlemmer i baggrunden.

»Jeg fortsatte med at spille med andre, for eksempel Panamah og Anne Linnet. Og så har jeg arbejdet ved siden af som illustrator,« fortæller Jacob Christensen.

»Jeg har de seneste år arbejdet med at få musik ud i tøjbutikker og ellers været mest studiemusiker,« tilføjer keyboard-spiller Tue Röh.

Nu fik Erann DD og vennerne så lyst til at samles igen og har lavet en eksklusiv aftale med Tivoli om kun at spille én koncert i år nemlig til fredagsrock den 16. juni.

»Tue og jeg har ikke set så meget til hinanden gennem årene. Da vi mødtes igen her, troede han ikke, at han kunne huske akkorderne til sangene, men de sidder der jo stadig,« griner Erann DD, der gennem årene har haft mere kontakt til Jacob Christensen, som har arbejdet med på flere af Erann DD’s album.

Hiphopstjerner og Beach Boys-legende til Fredagsrock

Tivoli kan i år fejre 20 års jubilæum for deres ugentlige fredagsrock. Derfor har man i år smidt lidt flere penge i puljen og investeret i internationale musiknavne. På plakaten i år finder man blandet Brian Wilson fra Beach Boys, den amerikanske rap-stjerne Lil Wayne og teenagefænomenet 5 Seconds of Summer.

14/7 Erykah Bady
11/8 Lil Wayne
30/6 Brian Wilson presents Pet Sounds
21/7 Mads Langer
26/5 Medina
25/8 5 Seconds of Summer
9/6 Chic Feat.
Nile Rodgers