I tredje afsnit af "Landmand søger kærlighed" sætter især en landmand fokus på sig selv med en kommentar om impotens.

Programmet "Landmand søger kærlighed", hvor kærestesøgende farmere har taget den modige beslutning om at åbne for deres følelsesliv for rullende kameraer, har før taget seerne med storm.

I denne sæson af TV2-programmet lærer seerne blandt andet mælkeproducenten Claus Paakjær fra Skive at kende, men det er ikke kun hans søgen efter kærligheden, der kommer til udtryk på skærmen, da han i afsnittet, der blev sendt tirsdag aften, tager sine fire tilbageværende kvindelige bejlere med på gruppedate.

- Der findes ikke impotens, kun grimme kællinger, siger Claus Paakjær i programmet, og citerer derved Thomas Bo Larsen i den danske film "Solkongen".

Set i bakspejlet og nu, da programmet er blevet sendt, fortryder han ikke den kommentar, fortæller han.

- Jeg synes faktisk langt henad vejen, at det er meget rigtigt, griner Claus.

- Men jeg kan nok nogle gange godt have en lidt grov humor, siger han.

De fire kvinder, der kæmper om Claus' opmærksomhed reagerer da heller ikke negativt, mener landmanden.

- Havde nogle af dem følt sig trådt på eller noget, så var det bestemt ikke meningen. Jeg tror, jeg følte, at jeg kendte dem så godt på det tidspunkt, og tænkte, at de ville synes, at det var sjovt, siger Claus Paakjær.

Selv synes han da heller ikke, der er noget kontroversielt i bemærkningen.

- Jeg synes ikke, det var noget særligt at sige. Jeg kunne have fundet på noget, der var meget værre, griner landmanden.

I aftenens program tog han beslutningen om at sende Pia hjem, og den beslutning var den rigtige, mener han.

- Ud af de fire, der var tilbage, var det nok hende, jeg havde mindst lyst til at starte et forhold til. Det var det, min mavefornemmelse sagde, fortæller han.

"Landmand søger kærlighed" bliver sendt hver tirsdag på TV2.

/ritzau/FOKUS