Stolte Seebach-brødre efter deres fars død: Far drak meget for meget, men fik aldrig respekt som fortjent.
Godt to måneder efter den tredobbelte Grand Prix-vinder faldt om med hjertestop den 31. marts, 53 år gammel, på Bakken ved vandrutsjebanen, taler hans sønner Nicolai og Rasmus ud med B.T..
»Det var sørgeligt, men når det endelig skal være, så hellere på en solskinsdag på en gåtur i skoven. Det var jo en fredelig omgang. Det kunne jo være sket foran en masse mennesker, mens han sad og spillede,« siger Nicolai og Rasmus på 26 og 23 år.
En uge efter var de med til at bære deres fars kiste ud af Marien-dalskirken på Frederiksberg. Begravelsen var et tilløbsstykke for kolleger, beundrere og presse. På trods af, at deres mor Karen havde bedt om, at det ikke blev for andre end de nærmeste.
»Jo, men det havde ikke været i hans ånd. Han var jo i medierne hele sit liv. Man havde selvfølgelig mest lyst til at grave sig ned, og selvfølgelig var det irriterende, at der stod 50 fotografer og journalister lige ved siden af kisten, men det var fair nok.
Vores venner har også sagt, at det da må være nedtur. Men vi har aldrig været vant til andet, fra vi var helt små og var med på billeder. Vi vidste med det samme, da vi fik at vide, at han var død, at det selvfølgelig ville være på forsiderne af aviserne, og at alt cirkuset ville gå i gang.«
Brødrene har altid være meget stolte af faderen, der allerede som 14-årig blev udråbt til musikalsk geni, da han udkom på plade sammen med Sir Henry. Senere var han en af de første herhjemme, der kunne komponere en diskosang og bruge elektroniske beats. Og så var der jo de tre MGP-sejre med »Disco Tango« (1979), »Krøller eller ej« ('81) og »Under stjernerne på himlen« ('93).
»Han var jo kongen,« siger Nicolai der er så stolt af sit efternavn, at han har fået det tatoveret hele vejen ned ad begge sine underarme. Samtidig må han forholde sig til, at hans far i mange år var som en parie i underholdningsbranchen, boykottet af pladeselskaber, koncertarrangører og TV-stationer.
Både venner og Tommys ex-kone, Nicolai og Rasmus' mor Karen, har fortalt, at det var efter den internationale fiasko med sidstepladsen til »Stjernerne på himlen«, at det gik ned ad bakke. Danmark kom ikke med til Grand Prix'et året efter. Danskerne gav Tommy skylden, jobbene udeblev, og respekten forsvandt. Og kom først igen, da det var for sent. Da han var død, og folk pludselig kun havde gode ting at sige.
»Det var dejligt med al den respekt i de dage. Alle var pludselig helt vilde, men sådan er det jo altid. Man får først respekt, når man er død. Vi ved da også godt, at det irriterede far lidt, at han ikke fik sin anerkendelse, og man skal være stærk, hvis det ikke skal gå én på, at man bliver bebrejdet sådan, efter han havde gjort så meget for Melodi Grand Prix. Befolkningen havde endda selv valgt den sang, så de kunne bare kigge sig selv i spejlet,« siger Nicolai.
Samtidig med at jobbene og det gode ry forsvandt, blev Tommy og Karen Seebach også skilt, og Diskokongens alkoholindtag steg kraftigt. Seebach fortalte selv åbent, hvordan han ikke kunne leve uden flasken, selv om han vidste, den var gal.
»Vi har været efter ham altid og sagt, at nu må du tage dig sammen. Jaja, sagde han så, og så kom han tilbage helt lallende et par timer senere. Men vi vil hellere have vores sjove far hjem end en eller anden slipsefyr med 8 til 16 job. Vi var glade for far på godt og ondt. Man må tage det sure med det søde,« siger brødrene som allerede havde fået en kraftig advarsel om deres fars helbred.
I januar 2001 fik Tommy Seebach nemlig hjertestop hos sin genbo, stamværtshuset »Det Gamle Posthus« på Frederiksberg, og bagefter lå han i koma i ti dage.
»Det var hårdt at komme deroppe på hospitalet i ti dage og ikke vide, hvad der skete. Og da han så rejste sig, gik han direkte ud og fortsatte. Det var nederen. Men efter en måneds tid fattede han det, og rent sundhedsmæssigt fik han det bedre de sidste år. Han drak kun bajere meget sjældent.
De sidste år var de bedste i mange år. Han var glad og glædede sig til at spille på Bakken, hvor han havde fået et lille hus. Han var mest glad, når han sang sine sange.
Der var helt sikkert for mange bajere, men lægerne kan ikke sige, om det var det der gjorde det. Sunde fitness-instruktører falder også om, og der er masser af junkier i musikken som har holdt i mange flere år. Vi håber bare, at han har givet den så meget gas gennem livet, at han ikke fortryder noget.«
Brødrene selv er også noget ved musikken, selvom de først begyndte at interessere sig for den i 14-års alderen - samme alder som deres far allerede var med på sin første plade. Under navnet G-Bach udgav de for nogle nogle år siden albummet »Skakmat«, hvor farmand spillede klaver på nummeret »Skru volumen op«.
Efter et par års pause er de nu i gang med nyt materiale og er ved at afsætte den første single. »Det var det sidste nummer, far hørte. Og han sagde, at det var det fedeste, vi nogensinde har lavet,« fortæller brødrene stolte.
»Vi føler os lidt mere alene nu. Jeg tager tit mig selv i at skulle til at ringe til min far og spørge om noget. Men vi må bare fyre op selv. De skal ikke glemme vores familie derude. Vi er halvdelen af en mand, hvor hele befolkningen stadig kan synge hans sange 25 år efter,« siger Nicolai.
Og så har han og lillebror måske stadig en lille drøm om at gå far i bedene. I 2001 indsendte de i hvert fald et forslag til en Grand Prix sang. »Det er ikke noget, vi går specielt efter, og siden dengang synes vi faktisk, at børnenes Grand Prix er blevet bedre,« siger Rasmus.
