Shrek, Fiona, Æsel og Lord Farquaad gakker og gøgler på bt.dk i december. Det bliver sjovt og sort, lover folkene bag

Danmarks mest succesfulde filminstruktør og ditto musical-producent Susanne Bier og Jesper Winge Leisner, står bag julekalenderen, som du kan følge på bt.dk i december

Se billederne: Backstage med Susanne Bier og Shrek

Musical-udgaven af de populære Shrek-film får skandinaviens-premiere i Forum København til april næste år. Men inden da kan man altså se Niels Olsen, Maria Lucia, Martin Brygmann og Alexandre Willaume på ekstra slap line i rollerne som trolden Shrek, Prinsesse Fiona, den onde Lord Farquaad og Æsel på bt.dk. 

Martin Brygmann på slap line

Bt.dk besøgte filmstudiet, inden julekalenderen skulle indspilles. Et helt bord flød med pebernødder, plys-rensdyr og -kagemænd og alle tænkelige juleagtige rekvisitter. Men kun instruktøren var indviet i, hvad skuespillerne skulle kastes ud i.

Det bekymrede ikke komiker, skuespiller og musiker Martin Brygmann:

- Jeg ved ikke, hvordan det bliver. Jeg freestyler bare på livet løs og laver alle mulige tossede ting. Der er en masse rekvisitter, som vi kan tage med. Så jeg har f.eks. tænkt mig at styre Shrek med en voodoodukke, fortalte Brygmann begejstret - iført sort pagehår, stor hat og et sæt korte ben udenpå hans egne.

Musical-stjernen Maria Lucia Heiberg Rosenberg, der spiller den skønne prinsesse Fiona, var også ét stort spørgsmålstegn om julekalenderen.

- Jeg ved ikke så meget om ideen, eller hvordan det kommer til at spille af. Hvordan kommer man til at åbne de låger der? På bt.dk? Aj, jeg ved ikke så meget. Men det bliver sjovt, grinede hun. 

Travl Bier prioriterede julekalenderen

Hjernen bag, instruktør Susanne Bier, er egentlig ved at klippe Hollywood-filmen ’Serena’, men var på kort visit i Danmark i weekenden for at instruere julekalenderen og reklamefilm for Shrek-musicalen, der produceres af hendes mand, inden hun fløj videre til en stor filmfestival i Goa i Indien.

- Det er skønt. Det er ret befriende at lave noget, som bare skal være sjovt. Jeg synes, det er dejligt at stå og grine ved monitoren, fortalte den Oscarvindende instruktør i en kort pause fra reklamefilmsoptagelsen inden julekalenderen.

- En julekalender er magisk. Det er lidt ligesom de der butiksruder, man oplevede som barn, hvor der var en hel juleverden indeni. Det var magisk.

Niels Olsen begyndte dagen i filmstudiet med tre timers påklædning og sminkning for at blive forvandlet til ukendelighed - til den grønne trold Shrek.

- Det er meget varmt og tungt, grinede han inde bag alt det grønne, inden han forsikrede om, at han ikke har fortrudt sit ja til rollen.

- Det bliver en fest. Det er nogle skønne mennesker, jeg skal arbejde med. Der er en god kemi, alle glæder sig.

Hovedrollerne tog forskud på det sjove, da de indspillede de 24 afsnit af julekalenderen. Især Martin Brygmann, der spiller rollen som Lord Farquaad kravlende på knæ, havde svært ved at styre udenom sjofelheder.

- Det er blevet virkelig sjovt. Og noget af det er helt sort. Kamerafolkene lå på gulvet og var helt færdige af grin, fortæller producenten Jesper Winge Leisner om julekalenderen, der vil appellere både til børn og - især - voksne.

Hovedrolleindehaverne har selv gode minder om julekalendre. Bt.dk spurgte holdet, hvilken julekalender der er deres favorit:

Niels Olsen, Shrek:
- Magnus Tagmus gjorde stærkt indtryk på mig med toget, der kørte i tagrenden. Men jeg elsker også Andersens Julehemmelighed, som jeg selv var med i. Og det var dejligt, da jeg var på St. Croix i fem uger og indspille Nissernes Ø.

Alexandre Willaume, Æsel:
- Jul i Gammelby. Jeg husker den som rigtig jul. Med klejner, 'far er sur', 'bliver julen til noget?'. Men jeg ville sikkert synes, den var dårlig, hvis jeg så den i dag. Så synes jeg selvfølgelig også, at den, jeg var med i sidste år (Ludvig og Julemanden, red.), var fantastisk, men det må man jo ikke sige, ha ha...

Maria Lucia Heiberg Rosenberg, Fiona:
- Jeg kan rigtig godt lide Andersens Julehemmelighed, men det er godt nok mange år siden, jeg har set den. Den falder lige i min smag. The Julekalender var også god. Nissebanden på Grønland har jeg et særligt forhold til. Den kom frem, da jeg var meget lille. Jo, og Jullerup Færgeby - 'Anton, du har revnet dine bukser'. Der er mange gode julekalendre. Jeg tror også, at jeg engang har fået Pyrus' autograf. 

Martin Brygmann, Lord Farquaad:
- Jeg var ret vild med Hullet i jorden (også kendt som Jul og grønne skove samt Poul og Nulle i hullet, vist på DR i 1980, red.). Det var så sjovt og langt ude og syret. Folk hadede den, for det var overhovedet ikke julet. Men jeg var en af de eneste, der elskede den. Det var så sjovt.