B.T. tilbragte en aften i selskab med Københavns rige og kendte mennesker på byens berømte in-steder Konrad og Ketchup. Det var en aften, som tog hårdt på både fødder og selvtillid.
Hvis man vil stå skulder ved skulder med Københavns jetset på byens mest berømte in-sted, Konrad, er det ikke nok bare at stille sig i kø foran indgangen. Man skal ringe i forvejen og få sit navn på en gæsteliste.Jeg ringer og ringer i løbet af lørdagen. Er faktisk lidt lettet hver gang, jeg ikke kan komme igennem. Det giver mig nemlig en underlig fornemmelse i maven selv at skulle bede om at blive gæst. I mine øjne er gæster nemlig nogle, som bliver inviteret.
Men når det handler om kendte og rige - og dem som gerne vil være det - er der meget, som ikke er, som det plejer. Det finder min veninde og jeg hurtigt ud af, da vi bruger en lørdag aften sammen med dem. Da jeg endelig kommer igennem til Konrad over telefonen, har jeg høj puls.
»Må min veninde og jeg komme på gæstelisten,« spørger jeg, mens jeg prøver at lyde som en, der ikke kommer fra Bogense.
»Listen er fyldt op,« siger fyren i den anden ende. Man kan næsten se, hvordan han ser ud bare ved at høre hans stemme. »Kan vi så slet ikke komme ind,« spørger jeg, mens min stolthed langsomt siver ud gennem telefonrøret.
»I kan prøve at stille jer i kø, så kan det være, at dørmændene lukker jer ind,« siger fyren og lyder som en, der har lyst til at lægge på. »Det er helt i orden,« siger jeg uden at mene det. Jeg håber inderligt, at hverken jeg eller min veninde har noget mellem tænderne, når dørmanden foran Konrad skal afgøre, om vi er værdige til at komme ind.
Vi begynder på Peter Asschenfeldts Café Ketchup, som ikke bare er berømt for de rige og kendte gæster, men også berømt for at være stedet, hvor Stig Tøfting gik amok.
Peter Asschenfeldt selv plejer at have en fast plads i baren sammen med sin ven Bille August, og for det meste ses de ikke uden en ring af yngre kvindeligt selskab omkring sig. Det ville nu også være rart at have nogen til at betale sine drinks. Langt det meste på drinkskortet koster 100 kroner.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at jeg kunne købe en håndmikser for en omgang til mig og min veninde. Sådan en står jeg nemlig lige og mangler. Gæsterne på Ketchup ligner ikke nogle, som mangler noget som helst. Slet ikke selvtillid.
Fyren ved siden af mig i baren bestiller fem af »de røde«. Mens han venter, fortæller han en anden fyr, at han er ved at starte noget op i New York. Jeg ved ikke, om de er venner. Jeg ved bare, at de har de samme smalle briller i tykt, mørkt stel, og at deres halvlange hår er nulret præcis på samme måde med voks i spidserne. Jeg er ikke i tvivl om, at de er iført identiske underbukser.
Fyren med de røde drinks ligner en, som meget gerne vil have underbukserne af, da han rækker et glas til en mørkhåret pige med bar ryg. Hun når dog ikke engang at drikke ud, før han har vendt hende ryggen for at tale med en blondine, der er kommet til i mellemtiden.
Da vi har købt drinks for, hvad der svarer til tre håndmiksere, bliver der et bord ledigt, og vi kaster os lettede over det efter at have stået op, siden vi kom. Vi når dog kun lige at sætte os, før en tjener med samme frisure som fyren med de røde drinks kommer hen og beder os om at gå.
»Hvorfor,« spørger jeg, mens jeg kan mærke, hvordan vi bliver fulgt med øjnene af de andre gæster. »Vi har en meget lang gæsteliste, og rebet derovre er faktisk sat op af en grund,« siger han og peger på en afspærring, som vi har overset.
Jeg kan mærke mine kinder meget tydeligt, da vi igen står op med hundredkroners drinksene i hånden. Vi har begge to vores højeste og mest spidse fodtøj på for at passe ind, og det er begyndt at gøre ondt. Ikke mindst, fordi vi i den næste time kan stå og se ned på det tomme bord.
I det hele taget føler vi os ikke så godt tilpas. På Café Ketchup er gæsterne så vigtige, at man skal lade som om, at man ikke ænser andre end sig selv. Alligevel er det, som om alle ved, hvor mange centimeter man er om hofterne.
Min veninde er den første af os, som tager turen gennem lokalet forbi de mange øjne for at komme på toilettet. »Var det slemt,« spørger jeg, da hun kommer tilbage. »Nej, det var faktisk ikke så galt,« siger hun og ligner en, som er glad for, at det er overstået.
Jeg begiver mig selv ud på turen forbi de mange smukke mennesker. Jeg prøver at slappe af i ansigtet og være mig selv, men det ville være nemmere at skulle være frøen Kermit. Foran det store spejl på dametoilettet står en pige i tyrkiske bukser og netstrømper og læser sms'er op fra sin mobiltelefon.
Hun gør det så højt, at hendes veninde kan høre det, mens hun tisser. De er fra en beundrer, og hun fortæller, hvor belastende det er for hende at modtage så mange beskeder fra ham, når hun ikke er interesseret.
Bagefter læser hun en ny besked op. Veninden bag toiletdøren siger, at hun allerede har hørt den. Jeg går op til baren igen. »Jeg kan godt forstå, at Tøfting fik lyst til at slå på tæven herinde,« siger min veninde, da jeg kommer tilbage.
Det kan jeg også. Ikke mindst, da en fyr rammer mig hårdt med albuen i højre bryst, så det sortner for mine øjne. Han kigger kort på mig og går videre. Her er der nemlig lige så langt mellem undskyldningerne, som der er mellem de overvægtige kvinder. Der er en enkelt pige, som vejer for meget, og ligegyldigt hvor meget hun smiler, ved man godt, at hun ikke har det sjovt.
Man behøver nu ikke være overvægtig for at føle sig dårligt tilpas. En pige ved siden af os i baren står og studerer drinkskortet nøje. »Det er nu ikke fordi, jeg skal have noget. Det skal bare se ud, som om jeg laver et eller andet,« hvisker hun.
Efterhånden har vi drukket så mange hundredkroners drinks, at vi tør gå over til Konrad og blive vurderet af dørmanden. Der er en mindre kø udenfor, som vi stiller os i. Mens vi venter, går folk fra gæstelisten forbi os. Ydmygelsen gør heldigvis, at man næsten ikke kan mærke kulden.
Endelig er det vores tur til at blive vurderet af dørmanden. Da vi falder i nåde og bliver lukket ind, er det en større succes, end da jeg som 15-årig kom ind på det lokale diskotek takket være en venindes storesøsters sygesikringsbevis.
Det er rarere at være på Konrad end på Ketchup. Selv om der også er mange rige og kendte her, er der også folk, som ikke ved, hvordan man nulrer hårspidserne med voks. Det gør det lidt mere afslappende, og vi tør ligefrem tale med folk i baren.
Da Konrad lukker, går de fleste enten på instederne NASA eller Jazz House. Selv vil jeg hellere have en fransk hotdog. Efter en hel aften, hvor jeg har været fuldstændig bevidst om mig selv, er det en befrielse at spilde gul dressing ned over min frakke. sch@bt.dk
