Tv-stjernen Jerry Seinfeld topper Forbes liste takket være en lukrativ aftale med Netflix.

New Jersey. En række af verdens sjoveste personer kan gå grinende til banken.

Erhvervsmagasinet Forbes har nemlig offentliggjort listen over de mest indtjenende komikere i perioden juni 2016 til juni 2017 ved at sammenligne blandt andet forretningsaktiviteter, lønninger fra turnéer, optrædener, reklameaftaler, kontrakter samt tv- og filmprojekter.

Efter et år på andenpladsen napper Jerry Seinfeld atter førstepladsen. Hele 63 millioner dollar er fosset ind på den 63-årige tv-stjernes konto det forgangne år, skriver Forbes.

Især er det en aftale med streaminggiganten Netflix, der klinger på komikerens konto.

Også Chris Rock har fået sig en lukrativ aftale med Netflix, men også den 52-årige tidligere oscarværts seneste show, "Total Blackout Tour", har sikret ham en stor del af indtjeningen på 57 millioner dollar det forgangne år.

Hollywood-veteranen Louis C. K. lander på listens tredjeplads med sin indtjening på 52 millioner dollar. Foruden at optræde med sine egne jokes skriver den stenrige stjerne også for andre, og det har været en solid indtægtskilde.

Dave Chappelle ligger på fjerdepladsen, mens listens eneste kvinde er den emmyvindende Amy Schumer, som snupper femtepladsen med en indtægt på 37,5 millioner dollar.

Især skyldes den store indtjening den 36-årige fremadstormende stjernes show "Inside Amy Schumer", en Netflix-komedie, salg af en biografi og reklameaftaler med blandt andet en ølproducent.

Resten af top ti består af Kevin Hart, Jim Gaffigan, Terry Fator og Jeff Dunham, mens Sebastian Maniscalco indtager tiendepladsen.

/ritzau/FOKUS