Tivoli har smækket portene i for sommersæsonen og er begyndt at hænge de første græskarhoveder og spindelvæv op til Halloween-sæsonen. Men bare fordi haven er lukket, betyder det ikke, at de gode Tivoli-nyheder holder pause.

Siden den blev indviet i 2009 har forlystelsen Vertigo været meget populær blandt Tivolis modigste gæster. Og nu modtager den mavevendende, adrenalinfremkaldende forlystelse stor hæder som Europas bedste forlystelse under European Star Award 2014, skriver aok.dk.

»At Vertigo er blevet kåret til Europas bedste forlystelse, er vi rasende stolte over og utroligt glade for,« fortæller udviklingschef i Tivoli Jacob Helenius til aok.dk.

»Det er den vildeste forlystelse, vi har, og den forlystelse, som giver det største mavesus. Den trykker med 5,2 g, når man bliver væltet rundt i maskinen med 100 kilometer i timen. Og så er den unik. Der er ikke nogen i miles omkreds, der har en magen til. Man skal til Italien for at finde en lillesøster til den her, så det gør den helt speciel,« tilføjer Jacob Helenius.

Juryen, som har kåret Vertigo til Europas bedste, består af en række eksperter, og de begrundede udnævnelsen med følgende:

»Vertigo er en af de mest usædvanlige forlystelser nogensinde. Forlystelsen, som ved første øjekast ligner en simpel propelforlystelse, er faktisk en innovativ forlystelse, hvor gæsterne selv kan påvirke turen. Ved hjælp af et joystick er det muligt at bestemme, hvor intense flymanøvrerne skal være - og det sker i en hastighed på op til 100 kilometer timen og en g-kraft på 5,2 g.«