Efter al den negative opmærksomhed ville vores bryllup ikke ville blive den smukke og kærlighedsfyldte begivenhed som vi havde drømt om, skriver Anni Brinch i en pressemeddelelse, som hun har sendt ud via tv-producenten Koncern Film.
Det er Koncern, som laver programmerne 'Erik og Anni goes to Hollywood'. Og i sit brev til pressen skriver Anni Brinch videre:
-Når man læser ord som skamferet, luder, monster, hysterisk og grisk, i forbindelse med ens egen person, bliver man dybt påvirket, en påvirkning der ikke kan måles med den følelse ens familie og ikke mindst ens børn må føle.
Derfor kan vi ikke gennemføre brylluppet som planlagt.
Scroll ned og læs mere
Omkring eventuelle nye bryllupsplaner skriver Anni Brinch videre:
-Hvad Erik og jeg påtænker os at gøre senere holder vi for os selv.
Om historien om Style Mansions fest 14. marts, som bl.a. blev diskuteret på TV2 Go Morgen Danmark onsdag morgen, skriver Anni
-Jeg har erfaret at journalister som jeg talte med til vores Style Mansion fest den 14 marts, har fordrejet oplysningerne så meget at hverken Erik og jeg, min partner i Style Mansion, Claus Hjelmbak eller gæster fra festen kan genkende noget af det.
-Lad mig lige slå fast en gang for alle, at jeg, på Claus Hjelmbaks opfordring, indgik som partner i Style Mansion og at festen ikke kunne være blevet gennemført , hvis ikke jeg havde lagt et sekscifret beløb.
-At dele af pressen skriver at det var Eriks penge jeg brugte, kan jeg kun pure afvise.
Erik er ikke, på nuværende tidspunkt, interesseret i at investere i Style Mansion.
Det sidste er i klar modstrid med udtalelser fra Claus Hjelmbak, som han fremsatte i B.T 19. februar. Her benægtede han stærkt, at parret skulle være investorer i hans Style Mansion. Faktisk var han så vred over påstanden, at han truede både dem og kanal 4 med en retssag. Senere har han trukket sine trusler tilbage.
Er Erik og Anni medinvestorer i Style Mansion, eller ikke? Foreholdt Annie Brinchs nye udtalelser siger Hjelmbak til bt.dk:
- Jeg ønsker Erik og Anni alt godt i fremtiden. Mere ønsker jeg ikke at sige.






















