Min æggende charme viser sig ved...den larmende stilhed, der breder sig blandt de mandlige såvel som kvindelige medlemmer af redaktionen, når jeg bukker mig ned efter en kuglepen, jeg har tabt.

Efter min pludselige indlæggelse har jeg skruet ned for mit eksorbitante alkoholforbrug ...hvad bilder du dig ind? Mage til åbenlyst forsøg på sensationsjournalistik! Antyder du, at jeg skulle have et problem med alkohol? Vorherrebevares! Du skal ikke forsøge at gøre mig til BTs lille Jes Dorph, der bliver trukket igennem sølet, bare fordi han godt kan lide at være i godt humør. Her er en nyhed, du kan printe på forsiden: Bare fordi man nyder et enkelt glas, er man ikke alkoholiker...

Mine oplevelser som krigskorrespondent har betydet, at ...jeg har set verdens ondskab direkte i øjnene, og jeg er ikke bange for at gøre det igen. Jeg er ikke konfliktsky, i modsætning til resten af danskerne. Folk siger jo ikke engang noget, når de bliver sprunget over i køen. Det er en ting, Birthe Rønn og jeg har til fælles. Jeg er dog ikke så vaks ved havelågen som Birthe, når det kommer til at give statsløse unge afslag på statsborgerskab.

Det går galt for Danmark, hvis ikke ...Ja, hvor skal jeg snart begynde; Vi lever i et pseudodemokrati, bestyret af en politisk klasse bestående af karrierepolitikere, hvis fornemste opgave er at blive genvalgt og opretholde illusionen om, at folket har noget at skulle have sagt. Folkeskolereformen, Dong-salget, de konstante folkeafstemninger om suverænitetsovergivelse til EU, nedlæggelsen af Irak-kommissionen og Auken-familien er glimrende eksempler på, at det har vi ikke.

Samtidig lever vi i et land, hvor den menige middelklassedansker betaler regningen for hele velfærdssystemet, mens de rige og de multinationale selskaber sender pengene i skattely via Luxembourg –en finte udtænkt af ham, de EU-liderlige bureaukrater sætter deres lid til, Jean-Claude Juncker, i øvrigt – og de fattige lever på overførselsindkomst. For at gøre ondt værre virker det som om, det er Skats fornemste opgave at sende alle pengene ud af landet til enhver svindler, der kan stave til negativ moms. Jeg har for nylig opfundet et ord for danskernes situation, som jeg forventer at få Modersmåls prisen for næste år. Det er skattepine. Ja, jeg kunne blive ved, men jeg går ud fra, at avisen også skal lægge spalteplads til en amerikansk undersøgelse om analsex, så I kan vise en bar røv på forsiden og sælge nogle aviser. Nå, er det ikke Ekstra Bladet, jeg bliver interviewet til? Fair nok, ret skal være ret: Så en artikel om at man kan dø af irritabel tyktarm.

Min frisure skal være perfekt, jeg er nødt til ...at få Dennis Knudsen til at holde op med at lege fordrukken restauratør og blive ved sin læst.

Mit livs store kærlighed var ...det er journalistikken. Jeg har været i branchen i 40 år og har trykket hånd med verdenshistorien, været til pressemøde hos Ronald Reagan og afsløret malerhjernesyndromet for Stiften. En bedrift, der burde have givet mig en Cavling-pris.

Jeg har det med at være misundelig på ...ingen. Jeg er aldrig misundelig. Hvis der er noget, jeg gerne vil opnå, så arbejder jeg for det, til jeg får det. Misundelse er for dem, der ikke kan eller vil.

Charmerende mænd er kendetegnet ved ...viden. Det var det, der fik mig til at falde for Jørgen Schleimann i første omgang. Han var utrolig vidende samtidig med, at han var gennemført durkdreven. Det kan jeg ikke stå for. Han kunne lave et tragt-interview som ingen anden. Det kan ægge mig. Et veludført tragt-interview kan gøre, at hele min krop dirrer! Hvis jeres læsere ikke ved, hvad et tragtinterview er, så er det, når man som journalist lurepasser med sin viden, indtil offeret har malet sig op i et hjørne. Jeg lavede for nylig selv et glimrende et af slagsen med DRs nyhedsdirektør Ulrik Haagerup, hvor han ikke ænsede, at portene smækkede i bag ham, før det var for sent. BUM BUM BUM! Efterfølgende måtte jeg direkte hjem til mit Betty Dodson-signerede massageapparat. Det er jeg ikke flov over at indrømme.

Det gik helt galt til damefrokost med Ulla, Karen, Mette og Lisbeth ...da, Karen havde inviteret Signe Wenneberg. Hun spurgte ubønhørligt om, hvorvidt Lisbeth havde købt sine Y-stole brugt. Det lagde en dæmper på stemningen og var utilstedeligt.

Det kom som en overraskelse for mig, at ...Carl Holst efter 20 år som regionalpolitiker ikke er bedre til at lyve. Det er et klokkeklart eksempel på sandheden i proverbet: Det er bedre at være en konge i en lorteby, end en lort i en kongeby.

En person, der burde sige undskyld til mig er ...Morten Sabroe. Han inviterede mig engang på en date på Hong Kong-bar i Nyhavn, hvor han straks efter min ankomst bad mig skænke ham en fræk fadøl. Det har jeg aldrig tilgivet ham. Morten er en bitter mand. Han har altid været misundelig på folk, der kunne noget, fordi han er sur over, han ikke selv kan.

Det er særdeles upassende, når ...man møder op til et middagsselskab med mennesker, man ikke har mødt før, og så bliver ved med at spørge om, hvordan værtinden har anskaffet sig sine designermøbler. Bare fordi man har bygget sit eget sommerhus af gammelt ragelse, kan man vel godt holde kæft med det.

Jeg har hang til at flæbe, når ...jeg græder aldrig og flæber i særdeleshed aldrig, men der kan samle sig lidt fugt i øjenkrogen hen mod slutningen af Eric Blairs, bedre kendt under navnet George Orwell, fremtidsdystopi om dissidenten Winston Smith 1984.

Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor ... danskerne tilgiver så let. Tænk bare på, at Anders Fogh stadig kan gå ned ad Strøget uden at få en rådden tomat i hovedet.

Det kan gøre mig edderspændt rasende, at ...danskerne primært kerer sig om, hvem der er Danmarks bedste amatørbager i stedet for at gå lidt op i, at Danmark som suveræn nation stille og roligt bliver tilintetgjort af EU.

Min sværeste selverkendelse er ...at jeg bare er dygtigere end de fleste andre. Det strider mod min opvækst plantet i den jyske muld, men jeg har bare gang på gang kunnet konstatere, at jeg er bedre end de fleste til det meste. Det er der ingen skam i at indrømme.

Hvis jeg skulle ændre noget på mig selv, var det ...min evne til at huske at købe abonnement til Det Kongelige Teater i tide. Det var lige før, jeg ikke kom ind at se operaen ’Rosenkavaleren’ med Ann Petersen sidste år.