Efter måneders spekulationer og gætterier kunne Det Kongelige Teater på et pressemøde i Skuespilhuset torsdag annoncere, at det bliver 51-årige Morten Kirkskov, der bliver nye skuespilchef i teatret. Han skal afløse Emmet Feigenberg, der har været skuespilchef siden 2008, og som fratræder med udgangen af denne sæson.

Morten Kirkskov kommer fra en stilling som teaterdirektør hos Aalborg Teater, hvor han har høstet stor anerkendelse for at have sat Nordjylland på teaterkortet.

Hovedpersonen selv siger ved pressemødet, at det var et job, der var svært at sige nej til.

»Det er bestemt ikke uden vemod, at jeg forlader Aalborg Teater, som jeg vil være stolt over at have været direktør for, men skal det være, så må det være jobbet som kongelig skuespilchef. Jeg har set en kæmpe chance for at være med til at præge nationalscenen i fremtiden med det enorme potentiale,« siger han og uddyber:

»Ikke mindst den forandringslyst, som samtaler med teatret i denne proces har gjort tydelig for mig: Det er tårnhøje ambitioner, der arbejdes med for de kommende år, og det er ganske enkelt svært ikke at lade sig gribe af muligheden for at medvirke til at gøre dem til virkelighed,« siger Morten Kirkskov.

Det kom som en overraskelse både internt på Det Kongelige Teater og i teaterkredse generelt, da teaterchef Morten Hesseldahl kort efter sin tiltrædelse valgte at fyre Emmet Feigenberg, der ellers havde kontrakt til sommeren 2016.

Morten Hesseldahl begrundede beslutningen med, at der er brug for en ny person på posten, der kan få teatret op i et andet gear. Nationalscenen har gennem flere sæsoner haft en markant tilbagegang i publikumstallet – alene fra 2011-2013 faldt billetsalget med 150.000 billetter, og selv om kurven synes at være knækket i indeværende sæson, skal der ifølge teaterchefen meget mere til.

»Vi har en forpligtelse til at vise, at vi kan folde de ambitioner og potentialer, vi har, ud på et højere niveau end i dag. Jeg synes simpelthen, vi har større potentialer hos os end det, man ser i dag,« sagde han i forbindelse med fyringen af Feigenberg.

Det er den forpligtelse, Morten Kirkskov nu skal leve op til.