En ny serie "Pokerfjæs" sender en flok kendte danskere på en skandale-tur til Las Vegas for at spille poker.

En ny TV-serie "Pokerfjæs" løber af sporet, når en gruppe kendte danskere tager til Las Vegas for at deltage i verdensmesterskaberne i poker.

- Tingene går ikke som planlagt, og folk får et chok. De her hårde drenge tror, at de kan klare det hele, men de bliver sat på en hård prøve, siger skuespilleren Dejan Cukic, der er idémanden bag projektet.

Serien tager udgangspunkt i Dejan Cukic, der har inviteret nogle venner, blandt andet Mads Mikkelsen, Thomas Bo Larsen og Joachim B. Olsen, til Las Vegas for at dyste mod professionelle pokerspillere. Men det går ikke som planlagt, og hvad der præcis sker, vil gruppen ikke afsløre.

- Der bliver lavet nogle drengestreger, mere kan vi ikke sige. Når man sender syv gode venner til Las Vegas, så kan det kun gå galt, siger Joachim B. Olsen.

Serien er en blanding mellem fiktion og virkelighed, og den handler om andet end blot poker.

- Poker er et slags alibi for selve handlingen. Det handler mere om os som mennesker, og vi går tæt på, siger Dejan Cukic.

- Rammerne er poker, men vi fester, drikker og går også på stripbar, fortæller pokerekspert Claus Cato Nielsen, som også deltager.

Privat har gruppen på syv også en pokerklub, som har kørt de sidste to til tre år.

Serien får premiere på TV Zulu næste mandag.

/ritzau/