Han vandt Talent 09 – men Sony anså ham ikke for talentfuld nok til at udgive den lovede plade. Så nu er Kalle fritstillet og 20.000 kroner fattigere.

Kalle Pimp håbede at hans plade kunne være at finde i butikkerne i begyndelsen af 2010, men så let skulle det ikke gå. For nu er vinderen af Talent 09 blevet fritstillet af Sony. Det skriver Se&Hør.

- Sony nåede at mødes med min sparringspartner Jokeren og hans manager om min plade, og jeg fik besked på bare at gå i gang med at lave otte numre, fortæller Kalle Pimp til Se &Hør.

- Det gjorde jeg. men jeg syntes ikke, at der skete noget fra pladeselskabets side, hvis pladen skulle nå at komme ud, inden jeg blev glemt. Jeg ringede og rykkede og fik svaret, at Sony var i krise. At de ikke havde ressourcer til at betale en producer, og at de fritstillede mig, siger Kalle Pimp.

Den jyske rapper og de fem andre finalister i Talent 09 skrev alle under på, at Sony havde rettighederne til at udgive vinderens plade. Men da Sony ikke vil udgive den, så anser Kalle Pimp det som kontraktbrud. Han har lagt 20.000 kroner ud for studietid, som Sony nu ikke vil betale.

Selskabets mand på sagen, Claus Thune som er marketingsdirektør, mener dog ikke at Kalle Pimp er helt på denne rette side.

- Vi har aldrig sagt, han skulle gå i studiet og lave otte numre, og derfor betaler vi ikke regningen, siger han til Se&Hør.

Kalle Pimp opgiver dog ikke pladen. Han vil lave den sammen med en ven og udgive den på et uafhængigt selskab.