Pop-stjerner, kendisser og pladefolk indtog for alvor København torsdag aften, da MTV Europe Music Awards var i byen.
På Rådhuspladsen var publikum udsat for en blandet oplevelse. Lange ventetider mellem hver optræden betød, at publikum stod stille og småfrøs, mens de kunne følge begivenhederne fra Bella Center på storskærm.
Men rap-stjernen Snoop Dogg varmede godt op under publikum på Rådhuspladsen, hvor han optrådte iført hvid pelsjakke, vinterhue og sorte læderhandsker.
Imens var der kog på i Bella Center, hvor pop-prinsen Justin Timberlake styrede aftenens begivenheder.
Prisen for bedste gruppe gik til Depeche Mode, bedste album blev vundet af Red Hot Chili Peppers. Outlandish løb af med den særlige pris "Best Danish Act" i opløb med blandt andre Kashmir og Spleen United.
/ritzau/






















