Popstjernen Justin Bieber ramte ved et uheld en fotograf, da han kørte sin bil ud fra en parkeringsplads.

Beverly Hills. Popidolet Justin Bieber er vant til at være i fotografernes søgelys, når han optræder, står på den røde løber eller begiver sig rundt som privatperson.

Onsdag aften udviklede et møde mellem Love Yourself-sangeren og en række paparazzofotografer sig uheldigt.

Den 23-årige sangstjerne kørte nemlig ved et uheld en af de fremmødte fotografer ned, da han startede sin bil for at køre væk.

Det skriver amerikanske TMZ, der har delt en video af hele episoden, der udspillede sig i Beverly Hills, Californien.

På videoen ser man, hvordan Justin Bieber bliver mødt af en masse fotografer ved sin pickup truck, der holder parkeret.

Han stiger ind i bilen og kører ud fra parkeringspladsen i lav fart. Da han drejer den store bil, rammer hjulet en af paparazzofotograferne, der falder til jorden.

Ifølge TMZ stoppede Justin Bieber straks bilen, og på videoen ser man også, hvordan popsangeren efterfølgende sidder hos fotografen, der ligger på jorden.

Kort tid efter ankommer politiet og et hold paramedicinere til stedet, og ifølge mediet talte den canadiske sanger med betjentene, før han fik tilladelse til at forlade stedet.

Episoden sker, kort tid efter at Justin Bieber meddelte, at han har aflyst de resterende koncerter på sin verdensturné med albummet "Purpose".

Det oplyste han på sin hjemmeside mandag aften dansk tid.

- På grund af uforudsete omstændigheder vil Justin Bieber aflyse resten af Purpose World Tour-koncerterne. Justin elsker sine fans, og han hader at skuffe dem. Han takker sine fans for den utrolige oplevelse under Purpose World Tour de seneste 18 måneder, fremgik det blandt andet af meddelelsen.

Se videoen her:

http://www.tmz.com/2017/07/26/justin-bieber-drives-into-hits-photographer/

/ritzau/FOKUS