Det er slut for popsangerinden Julie Berthelsen i Vild med dans, men det gode humør tager hun med sig.

København. Det er ikke kun tabte kilo, en krop, der kan strække og bøje uden vanskeligheder og nye varme venskaber, Julie Berthelsen har fået ud af at være med i Vild med dans.

Hun er simpelthen blevet mere glad.

- Jeg har fået meget mere mig-tid og har gjort noget, der gjorde mig rigtig glad. Det har været helt fantastisk, siger sangerinden, der fredag aften dansede sin sidste dans i konkurrencen.

- Det er da super ærgerligt, men sådan er spillet jo, siger Julie Berthelsen.

- Det har været en lang og dejlig periode, og der er ingen tvivl om, at jeg gerne havde danset flere gange. Men sådan er det, nu blev det altså os der røg. Det er noget rigtigt pis, men hvad kan vi gøre, siger hun.

Selvom det er slut med at danse med Marc Christensen, men for Julie Berthelsen er det ikke et farvel til dansen som træningsform.

- Jeg vil gerne fortsætte med dansen, man bliver så dejligt glad og smidig af det, siger sangerinden, der også har brugt danseshowet til at komme i bedre form.

- Det har hele tiden været planen, at jeg gerne ville i gang med det, så det her har været en god mulighed. Måske var det lige en hård nok start, griner hun.

/ritzau/FOKUS