Skår i juleglæden for Marco Ilsø – Mikkel fra 'Mikkel og Guldkortet'. Sneen daler roligt foran huset i Solrød Strand. Indendøre sidder 14-årige Marco Ilsø med en kammerat og laver projektopgave i ottende klasse.

Og klokken otte denne aften ruller tredje afsnit af julekalenderen 'Mikkel og Guldkortet' over danskernes tv-skærme. Det første afsnit blev set af mere en 1,5 millioner danskere – og det er faktisk rekord.

Derfor er Marco Ilsø for alvor på vej mod stjernerne – de fleste danskere kender ham nu som 'Mikkel', der som mange andre børn er besat af jul og gaver i disse dage.

Privat elsker han også julen – på trods af at den søde tid minder ham om hans moster, som døde af cancer.

Hun stod ham meget nær – hun var hans gudmor, men hun døde som blot 51-årig. Noget, der chokerede hele familien for tre år siden – og som Marco aldrig er kommet sig over.

Professionel fodboldspiller
- Det var svært. Nu besøger vi hende på kirkegården juleaften, siger Marco Ilsø fåmælt.

Hans mor, Else, supplerer:

- Ja, det var hårdt for alle. Derfor betyder det meget, at vi besøger hendes gravsted. Når man ser den dér sten, så fornemmer man, hun er hos os.

Hverdagen hjemme hos familien Ilsø blev da også markant anderledes, da Marcos familie tog mosterens datter til sig.

Hans brødre er flyttet hjemmefra. Nick på 18 år og Ken på 22. Ken Ilsø er fodbold-spiller i Sønderjyske, hvor han er angriber.

- Det er lidt ærgerligt, at mine brødre ikke bor hjemme mere, men jeg besøger dem. Både i Brønshøj og Haderslev. Når vi er sammen, spiser vi pizza, spiller fodbold og playstation, siger Marco Ilsø.

Skilsmisse var hårdt
Fodbolden, ja faktisk sporten generelt, er noget, han har fået ind med modermælken.

Hele hans familie har spillet håndbold, fodbold og alt muligt andet. Ferierne er også skiferier og aktiv-ferier.

- Jeg elsker at spille fodbold. Og min største drøm er at blive professionel fodboldspiller. Hvis det ikke går, kunne jeg godt finde på at søge ind på skuespiller-skolen. Det har nemlig også været vildt sjovt at være med i julekalenderen, og det vil jeg gerne lave mere af, siger den tænksomme teenager.

Da Marco var 10 år gammel, blev han ramt af noget, der rammer mange danske familier. Moderen Else og far Finn fortalte ham, at de skulle skilles.

- Det var nok noget af det værste, jeg har oplevet. Men jeg kom godt igennem det. Mine venner hjalp mig, og i dag fejrer vi jul alle samlet. Både med min mor og far. Det er rigtig rart.

Når man farer vild, kommer der altid nogen og finder dig, siger den velreflekterede 14-årige dreng til B.T.