Han var blandt de seks hovedroller i 1990'ernes nok mest populære komedieserie, "Venner", og nu fortæller Matt LeBlanc, der spillede Joey, at han nær var gået hen og var blevet castet som den fjollede familiefar Phil i "Modern Family".

Manuskriptet til pilotafsnittet landede nemlig på hans skrivebord med et tilbud om, at han kunne få rollen som Phil Dunphy, fortæller Matt LeBlanc til USA Today.

- Jeg kan huske, at jeg læste den og tænkte: Det her, det er et rigtig godt manuskript, men jeg er ikke den rette til rollen, siger Matt LeBlanc.

- Jeg ville have gjort projektet en bjørnetjeneste ved at tage rollen. Jeg ved, hvad jeg kan, og jeg ved, hvad jeg ikke kan. Og desuden havde jeg det for sjovt med at ligge på sofaen, fortsætter "Joey"-karakteren.

I stedet gik rollen til Ty Burrell, hvis venlige ansigt nu karakteriserer den godhjertede far til tre. Inden havde Ty Burrell ellers portrætteret den noget anderledes karakter i kultgyseren "Dawn of the Dead" fra 2004, hvor han spillede den særdeles usympatiske Steve.

Havde Matt LeBlanc sagt ja til rollen, ville det have genforenet ham og Ed O'Neill, der spiller patriarken Jay, på skærmen.

Det ville nemlig være anden gang, at parret skulle portrættere svigerfar og svigersøn. Første gang var i komedieserien "Vore værste år", hvor Ed O'Neill havde hovedrollen som den hårdt prøvede familiefar Al Bundy, og Matt LeBlanc i tre afsnit spillede den tungnemme Vinnie, der kom sammen med hans datter.

Ty Burrell er nok flad for, at Matt LeBlanc sagde nej tak til rollen som Phil Dunphy.
Ty Burrell er nok flad for, at Matt LeBlanc sagde nej tak til rollen som Phil Dunphy. Foto: MIKE BLAKE
Vis mere

/ritzau/FOKUS