Moldovisk Melodi Grand Prix-sang om kærlighed til 13-årige piger forarger i hele Europa.

- Den skal bare ud af konkurrencen, raser Jørgen de Mylius. Det skriver Nyhedsavisen tirsdag.

'I love the girls of thirteen years old. Thirteen years old and nothing else – Jeg elsker de 13-årige piger. 13 år gamle og ikke andet'.

Sådan synger moldoviske Alexandru Bognibov i sit bidrag til årets Melodi Grand Prix.

Sangen, hvori han erklærer sin store kærlighed til mindreårige piger, var oprindeligt ment som en spøg.

Men det er tilsyneladende kun sangeren selv, der kan se det sjove i pædofil-pop.

Den skandaløse tekst har udløst voldsom kritik fra flere af de øvrige deltagerlande, herunder også Danmark, som kræver sangen trukket ud af konkurrencen.

Melodi Grand Prix-ekspert Jørgen de Mylius er rystet over det moldoviske bidrag og mener ikke, at den slags tekster bør være med i Melodi Grand Prix.

- Den skal bare ud af konkurrencen. Pædofili er ikke noget, man skal spøge med. Det er kriminelt og afskyeligt og hører slet ikke til i Melodi Grand Prix, siger han til Nyhedsavisen. Jørgen de Mylius peger på, at der ikke tidligere har været tilfælde af så grov karakter, og han husker kun et tilfælde, hvor en sang vakte forargelse.

- I 2003 sang to russiske piger om at være lesbiske. Det var der en del, som blev forargede over, men var jo ikke forbudt, tilføjer han.

I Danmark har man ingen regler for, hvad der må synges i Melodi Grand Prix, men ifølge Grand Prix-boss Mads Lindemann fra DR vurderer man sangene fra år til år.

- Vi har ikke censur, og som udgangspunkt er alt tilladt. Men falder vi over noget i teksterne, som kunne tolkes forkert eller virke anstødeligt på en stor gruppe af seere, ville vi bede om at få teksten ændret eller udelukke sangen fra showet, siger Mads Lindemann til Nyhedsavisen.

Hvor går grænsen for, hvad man kan synge om i Melodi Grand Prix?

- Melodi Grand Prix skal afspejle det øvrige samfund, men det går for eksempel ikke, hvis man synger om at tage på sextur til Thailand eller at ryge en kæmpe pibe hash. Det passer bare ikke ind i showet, svarer Mads Lindemann.

Semifinalerne i det danske Melodi Grand Prix afholdes 12. og 19. januar. Finalen sendes 2. februar. Den internationale finale afholdes i Beograd i Serbien 24. maj.