Den amerikanske popdiva Jennifer Lopez var på pletten, da Gucci præsenterede en ny tøjlinje for børn i butikken på Rodeo Drive i Los Angeles.

41-årige "Jenny from the block" havde sine tvillinger, drengen Max og pigen Emme på snart tre år, med på shoppingtur i den fashionable butik.

Hele familien var klædt i Gucci fra top til tå - ikke tilfældigt, for Jennifer og børnene optræder som kampagnemodeller for Gucci.

Men selvom der var både slikposer, balloner og legetøj til børnene, så synes lille Max tilsyneladende ikke, at det var sjovt at være med mor på shopping.

Drengen fik et hysterisk anfald og måtte bæres ud af butikken af en af familiens livvagter, som tog et godt greb om drengen.

Emme var lidt mere artig og blev båret ud af barnepigen med en ballon i hånden, så Jennifer Lopez selv havde tid til at posere for de blitzende fotografer i hele to forskellige sæt tøj.

/ritzau/