Hvor fanden skulle jeg vide det fra, Steffen? Vi spiller jo bare det bedste, vi har lært, og egentlig har jeg aldrig gjort mig nogen tanker om, hvordan folk opfatter det...«
Det - indrømmet - letkøbte spørgsmål lød, om Lars Lilholt opfatter sine koncerter som spejlbilleder af, hvordan verden burde være.
Når først man har oplevet Danmarks største koncertattraktion »spille det bedste, de har lært«, gå i ét med publikum og kalde det hele kærlighed, kan man jo på det nærmeste skære den idle lykke ud i passende portionspakninger og sælge dem på nærliggende apoteker. Til hjælp mod den sindstilstand, verdens elendighed ellers påfører én.
»Jeg kan da sige så meget, som at det ikke er noget ideal for mig at gøre folk sure eller kede af det,« smiler Lilholt skævt.
Skal ikke frelse verden
Og det er så, hvad man får ud af Lars på dén konto. Han kan ikke fanges på nogle af de - ganske mange - fordomme, folk har om ham, da vi møder ham denne eftermiddag i anledning af, at hans nye album »Den 7. dag« udkommer på mandag.
Lars Lilholt har ingen verden, han skal have frelst. Han er cirka så politisk korrekt som en døgnåben cigarbar i Hillary Clintons soveværelse, og han elsker musik »fra heavy metal til Bakkens Hvile«.
Dertil kommer, at den mand, fjenderne ellers elsker at hade for at være så jysk som anhængertræk og nogenlunde lige så interessant, faktisk er københavner.
Født på Nørrebro
Lars Lilholt kom til verden for godt et halvt århundrede siden på Nørrebro og boede så i øvrigt de første syv år af sit liv i Herlev, inden familien rykkede til Jylland.
Men Lars Lilholt kender dem da godt. Alle fordommene om ham.
»Jeg har lavet den sang, som hele landet kender, og når man rammer rent ind hos halvdelen af befolkningen, så rammer man også stort ved siden af i den anden halvdel,« som Lars forklarer det.
»Og det respekterer jeg fuldt ud. Man kan sgu ikke være elsket af alle.«
Det tør mere end antydes. Da Deres pennefører lod sive på redaktionen, at jeg påtænkte et interview med Lars Lilholt, ville i hvert fald én af kollegerne have forbløffet forskere med, hvor hurtigt allergisk betinget kløe kan bryde ud, mens en anden kun med nedslået blik turde indrømme, at hun egentlig godt kunne lide i hvert fald nogle af Lars' sange.
Sådan er det. Når det gælder om det kendte kunststykke at dele vandene, er denne Moses - ja, undskyld - det rene vand ved siden af Lars Lilholt.
»Til gengæld føler jeg mig respekteret af alle. De ved, at det hér ikke bare er for sjov. Jeg har ingen karriere - jeg har et liv,« opsummerer Lilholt sig selv og sit forhold til sin metier.
»Jeg bliver 52 år næste gang. Jeg startede på det her, da jeg var 16, og jeg begyndte på musikken, fordi jeg tænkte: »Jeg gider ikke blive voksen, og jeg gider ikke arbejde...««
Lars tøver et øjeblik, og den underfundighed, som hele tiden anes lige under overfladen hos ham, kommer op til overfladen for en stund.
»...og jeg er stadig midt i det, så - ja, det er sgu alvor. Sådan er mit liv blevet. Én skal være Lars Lilholt, og så har jeg ligesom valgt at tage det på mig.(latter)«
Hittede fire år efter
Og Lars Lilholt er ham, der har skrevet førnævnte sang, naturligvis, »Kald det kærlighed« - i dag en del af den danske kulturarv og sangen, som om nogen trak fronterne op mellem dem, som elsker Lilholt og dem, som absolut ikke gør.
»Som jeg sagde, har jeg fuld respekt for folk, som ikke kan holde mig ud. Hvis jeg har delt landet i to, så har jeg fandme ramt mange - for så har jeg ramt dem alle, og jeg rammer i hvert fald ikke ind, hvor tingene er ligegyldige.«
»Kald det kærlighed« blev et hit i 1990, da den var med på Lars Lilholt Bands livealbum »Kontakt«, men sangen udkom første gang i 1986.
»Da den blev et hit med fire års forsinkelse, kom det fuldstændig bag på mig. Men jeg har spillet den til hver koncert, siden jeg lavede den,« svarer Lars, da jeg spørger, om den måske skulle være smuttet bare til en enkelt koncert.
Dén spilles ALTID i andet sæt
»Alt imens jeg fornyer mig og skifter ud fra år til år, så er én ting sikker: Midt inde i andet sæt spiller jeg »Kald det kærlighed«. For det ville være at pisse på fru Jensen, eller hvem det måtte være, ikke at spille den.
Den betyder meget for mit publikum, og jeg synes også selv stadigvæk, det er en fremragende sang.«
Ved årtusindskiftet blev »Kald det kærlighed« ved en undersøgelse i Jyllands-Posten kåret som den næstmest populære danske sang nogensinde. Kun overgået af Gasolins »Kvinde min«.
»Jeg blev enormt glad. Jeg ved jo, at den sang blev til en nat, hvor mit kærlighedsliv lå i ruiner, og så laver jeg sgu en sang, som bliver den ultimative kærlighedssang - en sang, som handler om, at kærligheden ikke kan defineres,« funderer Lars Lilholt.
Mig og Larsen
»Når jeg smutter herfra engang, så lavede jeg da om ikke andet en sang, som hele landet lærte at kende. Og den ære er vi ikke mange om... der er mig og Larsen og nogle få andre.«
Om der er sange af samme kaliber på det nye album, får eftertiden vise. Men der er i hvert fald én, som vil overraske og dertil aflive endnu nogle fordomme om Lars Lilholt. Nummeret »Vi har et ansvar for en drøm«, hvor den marokkanske rai-sanger Mohamed og den danske hardcore-rapper Mads medvirker foruden Lars' to gamle kumpaner Allan Olsen og Johnny Madsen.
»Jeg tror, det var B.T., som havde historien om, at Ku Klux Klan havde hårde tider, fordi det nu var bevist, at inde under huden er vi ens, og jeg havde skrevet en sang om netop det, men den blev sgu så rigtig - læs: politisk korrekt - at den blev forkert,« fortæller Lars.
»Jeg fik så den idé at lade nogle andre udfordre sangen. Jeg ville ha' Outlandish, men Jeppe Bisgaard (Outlandish-producer, red.) sagde så: »Jeg har en bedre idé« og førte mig sammen med Mads og Mohamed.«
Begge knægtene hørte sangen, kunne godt lide Lars og det, han sagde.
»Jeg gav dem så frit lejde i Jylland og seksten takter hver. Se, hvad I kan gøre ved dem, sagde jeg og lovede dem at udgive det, uanset hvad de lavede.«
Specielt Mads' rap er med til at få »Vi har et ansvar for en drøm« til at stritte. Pludselig handler det ikke bare om den drøm, livet er, men også om det mareridt, som følger med.
»Han sparkede nogle døre ind, og sangen blev urovækkende. I stedet for at være en politisk korrekt sang, blev det en sang om modsætninger mellem folk og religioner og også om modsætninger mellem generationer og friskheden og kompromisløsheden ved at være 22.
Da så Olsen og Madsen også kom på og lagde noget meget sårbart ind, blev det også en sang om gamle venskaber. Og sådan endte en sang, jeg egentlig ville have kasseret, som den vigtigste på pladen.«
Det er så lige hér, man ville ønske, at læseren kunne være vidne til den kærlighed og taknemmelighed til såvel »de to knægte« som Olsen og Madsen, Lars' minespil emmer af i situationen.
Tyve mands cirkus
Man kan yderligere føje »ydmyghed« til, når talen falder på Lilholts forhold til sine trofaste fans.
»Hvert år, når vi er ude, rammes jeg af... ja, ydmyghed er nok et stort ord, men sådan er det. Over at det hér betyder så meget for så mange,« siger Lars.
»Jeg bliver ydmyg, når jeg ser, hvad det er, jeg har sat i gang, og hvordan ringene breder sig. Jeg har tyve mand kørende rundt med det her cirkus hver sommer, og vi er det største livenavn i dette land.
Det kan jeg godt sidde og hygge mig over på Lemvig Stadion eller i Harboøre. Og når folk har været i gang i et halvt år for at stable tingene på benene, og der står 12.000 i Aalborg og venter. Så går man altså op og spiller, også selv om man har 39 i feber. Okay, jeg bevægede munden, mens publikum sang sangene, men alligevel. Jeg har aldrig aflyst en koncert.«
Okay, så kald det da for fa'en bare kærlighed...
