KØB PLUS!

Jane Aamund: Min kræft er stoppet

Den folkekære forfatter var ved at kysse og danse tango med hospitalets overlæge, da hun fik resultatet af sit mest omfattende kræft-tjek hidtil. Der har været dage i den sidste tid, hvor hun har haft sådan en brændende lyst til at danse og skrige højt af glæde bare over at være til.

Det er da også hændt, at hun har sat en cd med lidt argentinsk tangomusik på afspilleren, har smidt skoene og taget et par dansetrin med sig selv på stuegulvet - med et lille, stille smil omkring munden.

Kræften er stoppet
Jane Aamund, folkekær forfatter, er fuld af glad forventning, fordi hendes nye roman 'De grønne skove' - om danske udvandreres liv i det fjerne Argentina - skal udkomme den 28. april (på forlaget Peoples Press).

Men der en anden og vigtigere årsag til, at det bobler i hende lige nu:

- Jeg har været til det mest omfattende lægetjek i adskillige år. Mine faste kræftlæger på Rigshospitalet har scannet og undersøgt mig overalt, analyseret billeder, taget blodprøver og en masse andre prøver.

- Bagefter sagde de til mig: Din kræft er stoppet, Jane. Der er ikke mere tegn på metastaser. Sygdommen er gået helt i ro.

- Jeg stod og nærmest måbede. Her gik jeg og frygtede, at jeg inden for en overskuelig tid skulle dø af min kræft. Jeg har nu fået en ekstra frist. Det oplever jeg nærmest som et mirakel.

- Okay, jeg skal da sikkert stadig dø af min kræft på et tidspunkt, og jeg ved stadig ikke, hvor lang min frist ender med at blive. Men jeg skal altså ikke dø lige nu. Det er helt fantastisk at få at vide.

- Nu kan jeg planlægge en ny rejse og skrive løs på endnu en bog, og jeg kan se frem til endnu flere gode timer med alle dem, jeg holder af.

- Kræften har ellers lært mig at leve meget her og nu. Ikke tænke så meget på i morgen. Noget godt er der da kommet ud af det at ha" en meget alvorlig sygdom.

Den omfattende lægeundersøgelse var nødvendig, inden Jane Aamund tog på en anstrengende tre ugers rejse til Argentina for at indsamle stof til sine romaner om nogen af de 20.000 danskere, som søgte lykken i det fjerne land. Hvis kræften stadigvæk bredte sig, ville hun næppe have taget afsted.

Anstrengende tur
- Turen til Argentina var da også meget anstrengende. Værst var, at jeg tabte hele fem kilo, fordi jeg ikke kunne få den samme sunde mad som herhjemme. Da jeg i lang tid har haft kræft i både svælget og munden, og mine slimhinder ikke er gode, var det helt umuligt for mig at tygge mig gennem de store bøffer, man serverede for mig overalt, hvor jeg kom frem.

- Til hverdag er jeg også meget afhængig af min purerede suppe og især min havregrød, som jeg har lettest ved at synke. Det, der kom tættest på havregrød i Argentina, havde jeg virkelig svært ved at presse ned. Så jeg gik som regel sulten i seng.

- Nu, hvor jeg er tilbage i mine hjemlige opgivelser, mit nye hus her i Lemvig, står den i øjeblikket på masser af piskefløde - jeg hælder det i stort set alt lige nu - for at presse vægten i vejret igen. Jeg vejer lige nu kun 49 kilo, og det er ikke nok, mener lægen. Så jeg forsøger også at spise lidt mere lagkage med tykt flødeskum! Jo, det skal nok lykkes, siger Jane Aamund med sin kendte, befriende latter.

Bliver hurtigt træt
Selv om kræften nu er i ro, har hun stadig meget svært ved at tale ret længe ad gangen. Hun bliver hurtigt træt og får smerter omkring halsen og i svælget. Det er også blevet sværere at forstå, hvad hun siger, når hun taler. Af den årsag har hun også valgt at sige fra, hver gang en forening eller andre ringer for at få hende til at holde foredrag eller læse op af sine bøger. Kræften har trods alt sat en stopper for en del.

»Nu, hvor lægerne har erklæret mig fri for aktive kræftceller, tør jeg dog godt planlægge en ny tur til Argentina. Jeg har bestemt, at jeg rejser igen senest til september. Igen vil jeg blive væk i ca. tre uger.

Argentina var som en åbenbaring. Et helt fantastisk land. Buenos Aires oplevede jeg som Paris i 30erne. En by så fuld af liv - med en sær blanding af elegance og dekadence. Jeg kom til at elske den - og hele Argentina,« siger hun.

Livsglæde
»De er fantastiske mennesker. For dem er livet andet end fladskærme og valg af fliser til et nyt køkken. Her kan vi lære en masse om nærhed. Om at være til stede i hinandens liv. De har en livsglæde, de fleste danskere savner. En evne til at leve i nuet. Selv de fattigste har den evne.

Da jeg landene i Kastrup, kunne jeg læse spisesedlerne med Jeppe Kofod og hende den 15-årige, han dyrkede sex med. Den slags ville ikke havne på forsiden i Argentina. Det ville aldrig komme til diskussion på den måde,« konstaterer succes-forfatteren.

Vidunderligt
»På tango-barerne i Buenos Aires kan man overalt se gamle mænd - 70-90-årige - danse rundt med 15-30-årige unge kvinder. De unge flokkes om at komme til at danse med de gamle mænd, som ved, hvordan man skal føre en kvinde på den rigtige macho-agtige måde. Det er sensuelt uden at havne i noget sexuelt. I tangoen er man så tæt på et andet menneske, man næsten kan komme - bortset fra når man går i seng med vedkommende. Den fysiske-psykiske nærhed, som er tangoens væsen, er lige mig. Jeg er besat af tango, kan ikke få nok. Når jeg danser tango, er min kræft ikke-eksisterende. Jeg mærker intet ubehag, ingen smerter. Det er vidunderligt.«