Tegner, forfatter og illustrator Jakob Martin Strid og Ungdommens Røde Kors blev aftenens store vindere, da kronprinsparret uddelte dets priser.

Kronprinsparret uddelte lørdag aften deres priser ved et storstilet show i Koncerthuset Alsion i Sønderborg. Kulturprisen gik i år til tegner, forfatter og illustrator Jakob Martin Strid, mens Den Sociale Pris gik til Ungdommens Røde Kors. Med hver pris følger en halv million kroner og et kalejdoskop af Olafur Eliasson.

Kulturprisen uddeles til en markant, yngre, dansk kunstner med internationalt format. Om valget af Jakob Martin Strid sagde kronprins Frederik ifølge DR:

- Hans værker er unikke, sjove og vedkommende, og han begejstrer læsere i alle aldre med sine fantastiske fortællinger.

Den 40-årige tegner er særligt kendt for sin tegneserie Strid, som Politiken bragte fra 2000 til 2001. Serien indbragte ham i 2001 Dan Turèll Prisen.

- Den så jeg ikke lige komme, lød det fra en tydeligt overrasket Jakob Martin Strid:

- Jeg er meget beæret og en anelse overvældet - ikke mindst, når jeg ser, hvem der tidligere har fået denne her pris. Jeg synes ikke altid, det er lige fint at sidde og tegne, men så er det jo godt, at vores kommende konge og dronning kan huske mig på det.

Tidligere modtagere af Kronprinsparrets Kulturpris er arkitekt Bjarke Ingels, cellist Andreas Brantelid, musiker Tina Dickow, skuespiller Sonja Richter, kunstner Olafur Eliasson og filminstruktør Per Fly.

Ungdommens Røde Kors fik i år den Sociale Pris, som gives til et banebrydende socialt initiativ eller projekt.

- Organisationen har gennemgået en fantastisk udvikling. På bare fem år er antallet af frivillige fordoblet, og de er med til at gøre en forskel for 12.000 børn og unge gennem deres mange aktiviteter rundt om i landet. De frivillige fungerer som støttepersoner, men fremstår også som rollemodeller i øjenhøjde med børnene, sagde kronprinsesse Mary under prisuddelingen, som blev vist på DR.

Ungdommens Røde Kors er Danmarks største humanitære ungdomsorganisation med mere end 4.000 frivillige.

Vinderne af de to kulturelle Stjernedryspriser på hver 50.000 kroner blev accordeonisten Bjarke Mogensen og den grønlandske singer-songwriter Nive Nielsen. Stjernedryspriserne uddeles til to yngre danske kunstnere, som er på vej til at bryde igennem.

- Med Kronprinsparrets priser ønsker vi at anerkende og synliggøre enestående præstationer i dansk kulturliv og det sociale arbejde, der udføres her i landet af dedikerede ildsjæle, udtaler direktør i Bikubenfonden Søren Kaare-Andersen.

Kronprinsparrets Priser blev indstiftet af Bikubenfonden i 2004 som en bryllupsgave til parret.

Kronprinsparret udvælger selv prismodtagerne efter indstilling fra to rådgivende komitéer.