Michelinstjernerne funkler kun i København - resten af Danmark optræder ikke i Michelinguiderene. Det har ifølge Berlingskes madanmelder, Søren Frank, en naturlig forklaring.

Fire københavnske restauranter har i dag fået én stjerne hver fra den anerkendte Michelinguide. Restauranter med michelinstjerner bliver listet i guiden »Maincities in Europe 2012« - og netop i titlen på guiden skal man finde begrundelsen for, at restauranter fra resten af landet må se sig overset i stjernedrysningen, forklarer Berlingskes madanmelder, Søren Frank.

- Hvor meget man end holder af Henne Strand, så er Henne altså ikke en »maincity« i Europa, og det er Aarhus heller ikke, siger han.

Det er indbyggertallet i byen, der afgør det. En by som Göteborg har lige netop sneget sig med i guiden.

- Skulle man have stjerner til resten af landet, ville det kræve, at der blev lavet en Michelinguide separat til Skandinavien, siger Søren Frank. Det har man for eksempel i Frankrig, Spanien/Portugal og Italien. Her optræder de små landsteder derfor også i guiderne. Men er en Michelinguide til de Skandinaviske kroer noget, der kan komme på tale? Ikke ifølge Søren Frank.

- Det tror jeg simpelthen ikke på, fordi Michelin lige nu er meget optaget af at lave guides i Shanghai og Sidney, hvor der er langt større potentiale end i for eksempel Aarhus, siger han og påpeger, at hele konceptet er startet af dækfirmaet Michelin, der lavede guides til tankstationer, overnatning og spisesteder til deres bilkunder. Derfor er guiderne styret af kommercielle interesser for dækfirmaet, og derfor har specielt BRIK-landende også vakt stor interesse for den præstigefyldte stjerneuddeling.

Men selvom stjernerne ikke funkler uden for Købehavn, så findes der ifølge Søren Frank stadigvæk madoplevelser, der kandiderer til en Michelinstjerne i resten af landet.

- I Aarhus er der Malling og Schmidt, Brødrene Koch og Wasim Hallals restaurant, Frederikshøj. På vestkysten er der Henne Kirkeby Kro, som er rigtig stærk. Falsled Kro på Fyn og Dragsholm Slot på Vestsjælland, siger Søren Frank.

Han fortæller, at stederne uden for København har den fordel, at de er endnu tættere på landet. Dragsholm deler for eksempel råvareleverendør med Noma. Søren Wiuff, der laver gode grøntsager ude ved Lammefjorden.

- Dragsholm bor bare meget tættere på, så de kan gå forbi ham hver dag, se hvad der er nyt på marken, måske endda selv lave nogle forespørgsler og selv sætte noget i gang. Så deres køkken er endnu mere inspireret af ham, siger Søren Frank.