Narko eller sex blandt de kendte leder man forgæves efter i Maria Hirses nye roman om jetset-miljøet i København. Mere eller mindre modne playboys som Maria Hirses eksmand, Peter Asschenfeldt, Klaus Riskær, Bille August og Kronprinsen kan ånde lettet op.

Det samme kan kendisser som Camilla Miehe Renard, Mary Donaldson og Jimmy Jørgensen. Selv om Maria Hirses debutroman »Få lidt stil« foregår på de kendtes legepladser i København,sladrer den hensynsfulde forfatterinde ikke. Bogen er 100 pct. fiktion og udspiller sig på instederne Café Ketchup, NASA og Victor i centrum af hovedstaden.

»Det er steder, som mange unge mennesker stræber efter at blive en del af. Jeg har selv været en del af miljøet i mange år, men kommer der ikke længere,« siger odenseaneren Maria Hirse, der ikke vil rage uklar med nogle ved at udlevere dem i sin bog. »Det ville jeg aldrig gøre,« siger Maria Hirse.

Super-sælgeren Maria Hirse

31-årige Marie Hirse har fået blod på forfatter-tanden. Og for hende kan det da også betale sig at skrive. Hendes to første bøger, »Æblekinder« (om anoreksi)og »Den Trettende« (om mobning), som udkom i fjor, har solgt sammenlagt 50.000 eksemplarer, fordelt med 25.000 på hver.

Maria Hirse to første bøger var rent selvbiografiske, men nu kaster hun sig ud i roman-genren. Hendes romandebut »Få lidt stil« udkommer omkring 1. april hos Lindhardt & Ringhof.

»Få lidt stil« er en historie om en 30-årig kvindes liv blandt de kendte. Det er et miljø, som Maria Hirse kender indefra, og hun forsøger i en blanding af Helen Fieldings Bridget Jones-stil og af Hanne-Vibeke Holst at fortælle om det selvbestaltede jet-set.