Krimiforfatterne og politieksperternes bud på morderen i 'Forbrydelsen'.

Hvem myrdede Nanna Birk Larsen? Vi nærmer os opklaringen af det bestialske mord på flyttemandens datter i DR's 'Forbrydelsen'. Tv-thrilleren har formået at holde nationen på pinebænken i næsten et år, men der er stadig mange løse tråde, før næstsidste afsnit går i luften i aften.

Sidste søndag sad tæt på 1,8 millioner danskere klinet til skærmen, da Sarah Lunds kollega, Jan Meyer, blev skudt ned med koldt blod. Han døde senere under mystiske omstændigheder på hospitalet, netop som han var i bedring.

Vicekriminalkommissær Sarah Lund er sat af sagen, fordi Meyer blev skudt med hendes tjenestepistol. Det sker, netop som politiets aktionsstyrke skal borde et skib for at anholde taxichaufføren, der er under mistanke for at være seriemorder.

Samtidig finder en af Nannas små brødre, der spiller bold i kælderen på familiens nye hus, et blodstænket pas, der er Nannas. Uhyggen og mistanken rykker igen ind hos den sorgramte familie?

Vi har spurgt fem kendte danskere, hvem de mener, er morderen.

Flyttemanden
Adam Price, hovedforfatter til diverse TV-dramatik, bl.a. TV2’s politserie 'Anna Pihl':

- Flyttemand Vagn var et af mine første gæt, men nu, hvor det hele er åbent igen, er det svært.

Jeg er sikker på, at det er en mand, der først slår den stakkels politimand ned og derefter skyder ham med koldt blod. Det er ikke Troels Hartmann, for det vil være for uærligt overfor figuren, og lille Rie vil ikke være i stand til at slå en betjent ned. Det er også for langt ude, at det kan være faderen.

Jeg håber, det får en ende. det er helt sikkert én, vi har set, ellers er det øv. Med det sidste fund af passet, er vi tilbage ved flyttemanden igen.

Kampagnelederen
B.S. Christiansen, tv-vært og fhv. jægersoldat:

- Jeg tror, det er kampagnelederen Morten Weber med det krøllede hår. Han sidder som en edderkop, centralt i hele historien og har adgang til lejlighed, biler og overvågningsbånd.

Jeg synes, der er noget mystisk ved ham. Mordet på politimanden var utrolig brutalt. Det var en morder, der koldblodigt skød for at dræbe, men ingen kan vide, om det er den samme, og at der ikke er flere involveret.

Jeg sidder bare og lader mig rive med. Men hvis det er en, der hedder Kurt, som vi ikke har mødt endnu, vil jeg synes, det er kedeligt. Nu tror vi lige, det er taxichaufføren. Hvis jeg skal komme med et vildskud, kan det være Sarah Lunds svenske kæreste.

Iskold psykopat
Chefpsykolog Jørn Beckmann arbejdede i årevis for politiet med at tegne psykologiske profiler af forbrydere:

- Det er formentlig den samme morder, og vedkommende er en iskold psykopat. Nedskydningen af politimanden er ikke bare affekt. Dette med at se en person i øjnene, samtidig med at man skyder, kræver iskoldt psykopati. Det geniale ville være, hvis det var en kvinde, og jeg har aldrig brudt mig særlig meget om Rie Skovgaard.

Jeg synes, det er et mega-godt plot, og sikker på, det bliver en megasucces, når det bliver sendt ud i verdenen.

Så jeg har svært ved at forestille mig, at slutningen skal være, at postbudet kommer slæbende ind med morderen i sidste øjeblik. Det vil være for utroværdigt, så vi er nødt til at søge i persongalleriet. Min favorit p.t. er taxachaufførens bror, men fundet af passet har fjernet min mistanke, og faderen har været for lidt interessant.

Faderen
Michelle Bellaiche, tv-vært fra 'God Aften, Danmark' og krimiprogrammet 'Station 2'.

- Det er en, vi ikke regner med, så jeg tror, det er faderen. Det vil være det, der er mest overraskende og gøre mest ondt.

Han har adgang til huset, hans videokort bliver fundet på Nanna, han har et mystisk temperament, så man kan godt forestille sig, at han er gået amok, fordi han tror, hun er luder.

Jeg undrer mig over, at han er så uvillig overfor politiet, og med fundet af passet i huset peger det på, at det er en,vi kender. Jeg vil synes, det er ret kedeligt, hvis det er en, vi ikke kender.

Politikommisæren
Hanne-Vibeke Holst, blandt meget andet krimiforfatter til 'Kronprinsessen' og 'Kongemordet:'

- Jeg tror, det er politikommisær Brix. Han har modarbejdet Sarah Lund i hele opklaringsarbejdet. Vi så en tjenestepistol og nogle meget blankpudsede sko, der kunne passe på ham, og han vidste i øvrigt også, hvor de var, fordi han har forlangt at være underrettet hele vejen igennem.

Afsløringen af passet i huset er en 'ræv', der er sat ind for at narre os. Det mener jeg ikke, man skal lægge for meget i.

Jeg tror heller ikke på drabet på Meyer. Det virker som en nødløsning. Hvis der er en konspirationsteori, så kender vi ikke motivet.

Jeg glæder mig til at få en tilfredsstillende forklaring, Det vil være meget irriterende, hvis morderen er én, vi ikke kender.