København: Med en galoperende skilsmissestatistik både herhjemme og i Hollywood, sukker mange efter formularen til et vedvarende og godt forhold, men den har skuespilleren Michael Caine.

Og ifølge filmstjernen er det faktisk ret simpelt, fortalte han i lørdagens udgave af "The Jonathan Ross Show", skriver avisen Daily Mail.

»Mit ægteskab er fantastisk, og hemmeligheden bag er at have to badeværelser,« lød tippet fra Hollywood-veteranen. Og noget tyder også på, at den dobbelte Oscar-vinder ved, hvad han snakker om.

Caine var gift med skuespillerinden Patricia Haines fra 1955 til 1962 og tog endnu en tur til alters i 1973, da han sagde ja til den guyanske skuespillerinde Shakira Caine, som han stadig danner par med i dag.

»Der er ingen, der ønsker at dele badeværelse med en kvinde - ellers ender man med kun at få et lille hjørne til sit barbergrej. Jeg er jo også ældre end hende, så jeg har brug for mere plads,« konstaterede den 82-årige skuespiller om sin 68-årige kone.

Og apropos alder så har filmstjernen for længst passeret pensionsalderen, men har alligevel forrygende fart i filmkarrieren med hele to blockbustere på plakaten i år.

»Jeg er 82 år, og for fem år siden var jeg 36 - hvad skete der lige med tiden? Jeg ser stadig den samme 36-årige fyr i spejlet, ind til jeg ser et fremmed foto og spørger min kone, hvem den gamle mand på billedet er, og hun svarer "dig',« sagde Caine og røbede hemmeligheden bag sit unge indre.

»Jeg spiser hverken sukker eller salt. En gang var jeg kæderyger, men stoppede, da skuespilleren Tony Curtis sagde, jeg ville dø af det.«

Michael Caine kan lige nu ses i biografen i den anmelderroste film "Youth".

/ritzau/FOKUS