Filmstjernen Charlize Theron eksperimenterede med marihuana, kokain og ecstasy, da hun var yngre.

Charlize Theron er kendt for sin forrygende filmkarriere, men inden hun etablerede sit navn som Hollywood-skuespillerinde, gennemlevede hun en vild periode i sit liv.

I et nyligt interview med radioværten Howard Stern på SiriusXM fortalte den 41-årige sydafrikanske filmstjerne ifølge The Sun, at hun har prøvet stoffer som ecstasy og kokain.

»Jeg har bestemt eksperimenteret. Jeg ryger heller ikke marihuana mere, fordi jeg bliver så uinteresseret. Jeg har ikke lyst til at snakke, men lukker helt ned og har intet at sige,« lød det fra Charlize Theron.

Ifølge den oscarvindende Monster-skuespillerinde søgte hun mod stofferne, fordi hun stod ved en skillevej i sit liv, hvor hun ikke vidste, hvad der skulle ske.

»Jeg var altid bekymret, da jeg var i 20'erne. Jeg følte, at hvis jeg fik børn, ville jeg gå glip af livet. Men så ramte jeg 30'erne og tænkte, at jeg var helt færdig med stofferne.«

I dag er skuespillerinden mor til sønnen Jackson, som hun adopterede i 2012, og datteren August, som hun adopterede i 2015. Og det har sat skuespillerindens liv i perspektiv.

»Dengang kunne jeg lige fungere. I dag falder jeg i søvn klokken 20.45 og vågner 06.30 om morgenen for at lave madpakker. Jeg elsker det.«

Charlize Theron kan ses i de danske biografer fra den 27. juli, hvor "Atomic Blonde" har premiere.

I filmen spiller den verdenskendte Hollywood-skuespillerinde over for blandt andre danske Roland Møller.

/ritzau/FOKUS